De seneste dages massive pressedækning af bydelen Tingbjerg har påvirket beboerne i området både på godt og ondt. Det gode er, som det altid sker, når medierne vælger, at bydelen skal igennem møllen, at beboerne får snakket om, hvor meget vi holder af at bo her. Det dårlige er, at vi bliver taget som gidsler i et spil, hvor vi ikke er deltagere.

Alle har en mening om Tingbjerg, selv folk, som aldrig har sat deres ben i bydelen, er eksperter i, hvordan forholdene er for beboerne, og disse forhold er angiveligt altid elendige og uden lov og orden. Politikere står i kø for at komme med forslag til, hvordan vi kan komme elendigheden til livs, og medier og journalister kaster sig frådende over den mindste luns kød, de får serveret.

Men sagen er, at størstedelen af beboerne er rigtigt glade for at bo i Tingbjerg. Vi holder af at bo i Københavns grønneste bydel, og vi værner om hinanden herude. Tingbjerg er et rart sted at bo, og vi er mange, der gør en indsats for, at bydelen skal være et sted, hvor familier kan leve et godt og trygt liv.

Ja, der er udfordringer og armod. Der er familier med brug for støtte og naboer, som ikke kan finde ud af at enes. Men der er også mange, der lever et velfungerende liv i bydelen. Familier, som hver dag tager på arbejde, henter børn og går til fritidsaktiviteter. Pensionister, der bidrager med nabohjælp til områdets travle børnefamilier. Unge engagerede mennesker, der deltager aktivt i livet både inden for og uden for bydelens grønne mure. Fælles for os alle er, at i Tingbjerg hører vi hjemme. Og fælles for os alle er også, at vi bliver gidsler i et spil, der ikke handler om Tingbjerg.

Det er vi mildt sagt meget kede af her i Tingbjerg. Vi er trætte af at blive kaldt ofre og af, at alle folk uden kendskab til bydelen stigmatiserer den. Vi holder af vores bydel, og er glade for, at man de seneste år har stået sammen side om side: myndigheder, boligselskaber og beboere for at gøre Tingbjerg til et bedre sted at bo. Det er på mange områder lykkedes os.

Bydelen har de seneste år udviklet sig fra at være utryg og kriminalitetsramt til at være et roligt og fredeligt boligområde, hvor de, der vil, kommer hinanden ved, og de, der helst vil være fri, kan leve en fredelig tilværelse inden for rammerne af det almene.

At der er beboere, som føler sig utrygge, er selvfølgelig ikke acceptabelt. Det skal vi, og gør vi, noget ved. Men hvor ville det dog være befriende, hvis vi fik ro til at gøre arbejdet med at udvikle bydelen på det solide fundament, det i Steen Eiler Rasmussens ånd er påtænkt, nemlig, at Tingbjerg skal være en mønsterby, en by i byen og en by for alle. Vi har for længst accepteret, at det er et langt sejt træk. Nu ville det være rart, at folk løste lænkerne og gav os arbejdsro til at løse bydelens udfordringer i tæt samarbejde med politiet, kommunen og boligorganisationerne. Vi er godt på vej.