Er Airhelp et koncept, der snylter på erstatningsregler – eller er det en privat version af Forbrugerrådet? Spørger man medstifter Nicolas Michaelsen, er den fremadbrusende virksomhed noget helt tredje.
Airhelp er i hans optik en del af en udvikling, hvor informationsteknologi ændrer spillereglerne for interaktionen mellem virksomhed og kunde. Skal man sammenligne hans virksomhed med noget, er det ikke et advokatkontor, der fører erstatningssager, men i stedet forbrugerbaserede sites a la Trustpilot.
»Der har efterhånden i nogle år eksisteret en social mediemagt, hvor dårlig omtale har kunnet få virksomhederne til at reagere. De forstår i dag, at de eksisterer i det offentlige domæne. De forstår, at eksempelvis dårlig omtale på sociale medier har en betydning,« siger han og tilføjer:
»Fra vores synspunkt er vi en del af det næste skridt i det, man kalder consumer empowerment (forbrugermagt, red.). Nu bliver det nemt for dig som forbruger at håndhæve det, du rent faktisk har krav på. Vi er en del af en bølge.«
Nicolas Michaelsen mener, at vi blot har set begyndelsen på en udvikling, der stiller forbrugeren stærkere over for virksomheder og det offentlige. Han nævner som eksempel en virksomhed, der fokuserer på at føre sager om, hvorvidt parkeringsbøder i den amerikanske storby San Francisco er berettigede eller ej. Det er lidt i stil med den måde, Airhelp arbejder på for passagerer i luftfarten.
Flere krav om erstatning
At hans virke muligvis kan gøre ham upopulær hos luftfartsselskaber, der risikerer at modtage langt flere erstatningskrav end tidligere, bekymrer ham ikke.
»Der er jo tale om lovgivning, som er lavet, fordi instanser som EU syntes, at der var et problem. I dag er der kommet større afklarethed om, hvordan reglerne skal tolkes. Det må luftfartsselskaberne så imødekomme, og det skal de nok til at regne lidt mere ind i regnskaberne,« siger han og tilføjer:
»Og det er altså ikke ensbetydende med en enorm udgift for luftfarten. Der er lavet beregninger, der viser, at hvis al kompensation blev udbetalt, som den burde, vil det betyde en prisstigning på gennemsnitligt to euro pr. billet. Vi kommer ikke til at køre flyselskaber i sænk.«
