Gennem 18 års ophold i Danmark med opvækst i det afghanske kultur-fællesskab og islamiske trossamfund har jeg fået en indgående forståelse for de dynamikker, som i årtier er blevet diskuteret i samfundsdebatten om integration. Gennem venskaber med jævnaldrende børn i indvandrerfamilier har jeg forstået, at det ikke er den enkeltes etnicitet, som er afgørende for succesraten for færden ind i det danske samfund, men strukturen af det land, som vedkommende er flygtet fra.
Derfor er muslimske samfund i særdeleshed svære at integrere, ikke grundet islams indflydelse på individer, men grundet individers flugt fra lande, som er opbygget på et islamisk fundament. Et eksempel på hvordan dette påvirker individer og deres verdenssyn, kan findes i følelsen af ansvar, som jeg gennem min opvækst har haft svært ved at få øje på i de muslimske minoritetssamfund. I særdeleshed gælder det ansvaret for opdragelsen af børn.