Lad mig være ærlig: Jeg er virkelig træt af turister. Ikke de turister, der beder tjeneren om ketchup, når de spiser indisk. Ikke dem, der bedrevidende belærer deres medrejsende, fordi de i folkeskolen skrev en stil om stammefolk. Heller ikke engang dem, der udelukkende ser nye byer, mennesker og vandfald gennem kameralinser.

Nej, jeg sukker over turister af den simple grund, at de altid er lige præcis dér, hvor jeg rejser hen. Hver gang.

Jeg oplevede det rigtigt, da jeg i julen bumlede rundt på grusvejene i Tarangia-safaripark i Tanzania.

I en konvoj af Toyota Landcruisere hang frådende turister ud over siden for at få nærbilleder af Simba og hans slæng. Jeg forsøgte med møje og besvær at vinkle mit kamera, så de andre dumme turister ikke sneg sig ind på mine unikke feriebilleder af The Big Five. For så ville illusionen om mit eventyr briste. Så ville kombinationen af løven, savannen og min nyindkøbte safari-hat bare virke lidt fjollet.

»Det er mit sted!« tænkte jeg surt, hver gang jeg skulede til de andre danskere, der har vovet at snige sig med på min originale drømmerejse.

Men sådan er det jo.

Vi rejser i hinanden fodspor, og på en klode, der er mere og mere gennemtrampet, er det uberørte svært at finde. Men alligevel tror jeg, vi alle sammen stræber efter det. Illusionen om at være den første til at opdage de snørklede gader. Den første, der sætter spor på en hidtil ubetrådt strand. En sand oplevelsesrejsende, den eneste i vildmarken.

Men klyngerne af Landcruisere i Tanzania fik mig til at erkende, at turisterne er en del af eventyret. Vi fik jo vores guides til at at køre ræs efter de andre biler, når radioen gav lød meldinger om et spottet spændende dyr længere fremme.

I virkeligheden er vi selv det sjoveste dyr på savannen. Så på et tidspunkt vendte jeg kameraet. Jeg begyndte at fotografere alverdens folkeslag, der – og det er vel ret ironisk – klemmer sig ind i støvede biler for at opleve den store natur tæt på.

Og motiverne af elefanter og propfyldte biler i kaotisk trafikprop blev de bedste billeder på hele turen. For det var sådan, det var. Uden filter og illusion. Og det syn var for mig endelig noget helt unikt.

Så når jeg rejser ud, er jeg også blot en turist, der længes mod det ukendte. Og vi elsker at hade hinanden for at være velkendte.