Billedkunstneren Kristoffer Ørum kredser om digitaliseringen. Hvordan påvirker den vores liv, og hvad fortæller den om os? DRs digitale flade er omdrejningspunkt for et af kunstnerens aktuelle projekter.

Hvorfor er det kunstnerisk interessant at arbejde med DR?

»Internettet er meget internationalt. Når man søger på Google, bliver det hurtigt meget klart, at det er amerikanske trends, der dominerer på nettet. Et af de digitale steder, der er tættest på at være et bud på et dansk internet, er dr.dk. Og langt de fleste danskerne er i berøring med DR, der stadig er et klassisk omnibusmedie, som dækker rigtig mange områder af vores liv. Jeg er vokset op med, at voksne mennesker så TV-Avisen, og det gør vi måske ikke i samme omfang som tidligere, men så tjekker vi i stedet nyheder på dr.dk, og børnene ser børnefjernsyn fra DR. DR kan derfor fortælle os noget om danskheden, så jeg er interesseret i at undersøge, hvilket portræt DR tegner af os som danskere, og hvad DR betyder for vores opfattelse af verden.«

Opløser velkendte sammenhænge

Hvordan kan dit DR-projekt fortælle om at være dansk?

»Man kan blive blind for den måde, som tingene ser ud på, når velkendte konventioner gør sig gældende. Nyheder på dr.dk bliver præsenteret på en avisagtig måde. Der er kategorier og stofområder, og indholdet bliver præsenteret meget traditionelt. TV på dr.dk er også helt almindeligt TV. Jeg vil gerne lave noget, hvor man opløser de grænser og den stabilitet. Noget, som er mere flydende. Hvis man opløser de velkendte sammenhænge og kategorier, så får man måske et klarere syn på, hvordan vi og vores samfund bliver portrætteret. Internettet er styret af algoritmer, der ligger og arbejder under overfladen. Computeren kigger ufølsomt og usentimentalt på os uden en idé om, hvordan tingene skal se ud. Min tanke er at bruge computerens underlige og ufølsomme syn på dr.dk og få den til at rekombinere oplysningerne og billederne. Resultatet bliver en alternativ præsentation af indholdet på dr.dk. Det kan måske udfordre vores syn på danskheden og åbne vores øjne for noget nyt.«

Hvad betyder DR for dig?

»Vi befinder os i en sjov overgangsperiode, hvor det på den ene side virker fuldstændig håbløst at have nationale medier. Jeg læser selv mest nyheder på engelsk, og på mit nyhedsfeed på telefonen bliver alle mulige forskellige stemmer blandet sammen. Men DR er stadig en meget autoritær og upartisk stemme for mig. DR er overraskende kraftigt tilstede i min bevidsthed og i mit onlineunivers, når man tænker over, hvor store Google, Netflix og Facebook er. Jeg undrer mig egentlig over, at DR stadig står så stærkt, og jeg tror ikke, at der går ret lang tid, før DR mister den position. Jeg har på fornemmelsen, at vi befinder os mellem to forskellige tilstande. En, hvor DR havde en samlende effekt, og en, hvor DR blot er en stemme i en globaliseret mediekultur, og det er måske ikke så dårligt. Men jeg håber meget, at vi ikke overgår til en fuldstændig markedsdrevet medieflade.«

 

Den er endnu uvist, præcis hvordan Kristoffer Ørums DR-projekt vil ende med at blive realiseret, da DR og Kristoffer Ørum er stødt på nogle ophavretsmæssige udfordringer under den kunstneriske proces.