Ifølge en pressemeddelelse fra EDC skal Vestas levere 29 af sine V90-3,0 MW-vindmøller til projektet, der dermed får en samlet nominel kapacitet på 87 MW. Vindmølleparken ventes at stå klar i 2014.
Aftalen er på 300 mio. dollar, svarende til 1712 mio. kr. ved dagens kurser, hvilket dækker både indkøb af møller, transformerstation og forbindelse til elnettet.
- EDC valgte Vestas efter en omfattende udbudsproces og bekræftede, at Vestas havde de tekniske og kommercielle evner til at møde EDC's strenge krav, skriver det filippinske elselskab i meddelelsen.
Endnu er aftalen dog ikke helt færdigforhandlet, understreger selskabet, og Vestas skriver samtidig, at det vil annoncere ordren, hvis den bliver fast og ubetinget.
/ritzau/FINANS