Fabrikken stod ellers til at lukke, men bliver nu videreført under kinesisk ejerskab.

- Det betyder, at vi, når vi har brug for det, kan få nogle leverancer fra vores tidligere fabrik, siger Vestas' administrerende direktør Ditlev Engel til Ritzau Finans.

Vestas-topchefen lægger vægt på, at fabrikken i Varde under kinesisk ejerskab besidder de kompetencer, som Vestas har behov for som aftager af produkter.

- Det er ingen tvivl om, at den viden vi har, er rigtig god. Og når vi har meldt ud i januar, at vi ikke ønsker at fortsætte, er det rigtig glædeligt, at de har lyst til at overtage det.

Ditlev Engel påpeger, at Titan Wind Energy allerede er underleverandør til Vestas i Kina og nu udvider leverancerne til også at dække Europa.

- Titan Wind Energy vil gerne satse mere på Europa, og det gøres med udspring i de her danske aktiviteter, vurderer Ditlev Engel, der afviser, at købet skyldes ønsket om at erhverve kompetencer for at flytte dem til Kina.

- Det er sådan, at tårne er ret store og fylder meget. Det skal bruges tæt på, hvor de skal stå, siger Ditlev Engel.

Salget af tårn-fabrikken i Varde betyder ikke, at Vestas også vil afhænde koncernens tilsvarende fabrik i Colorado i USA.

- Vi har haft en strategi med at nogle tårne producerede vi selv, og en stor del købte vi ude i byen. Med hensyn til USA valgte vi for et stykke tid siden at bygge tårnfabrikken, fordi vi gerne ville sikre udviklingen i USA inden for det her område. Så den har vi fortsat og forventer at arbejde videre med, siger Vestas' koncernchef.