Skab flow
Margrethe Vestager er i Danmark fra klokken 07.50 til 11.40 en oktobermandag. Det korte hår har sit vante stål-look, kjolen er mørkeblå og hælenes højde komfortabel. På ryggen har hun en trendy, lysegrå stofrygsæk med lysebrune stropper.
»Jeg har altid så mange ting med mig, så det er tungt at bære. Derfor er min arbejdstaske en rygsæk, og så har jeg frie hænder,« siger hun og vifter med dem i den efterårsfriske luft, som hun går op mod Mærsk-bygningen. Her skal hun tale om søfart og god konkurrence.
Der går ikke længe fra »the commissioner« har holdt sin tale, til hun får overrakt en rødbrun moppedreng af en bog, som hun passende gemmer i rygsækken.
Den handler om søret og den seneste udvikling af lovgivningen på området. En gave, Margrethe Vestager skal kigge i på vej hjem til Bruxelles. Når hun altså er færdig med at læse op på resten af dagens møder, har lavet sine vanlige tweets, og inden hun syr arme og ben på den lille, grønne elefant. Den gemmer hun også i tasken, sammen med en ny lilla garnnøgle i tilfælde af, at hun skulle få lidt tid til overs på sin halvanden times lange rejse.
»Jeg er en lille smule rastløst. Når flyet skal til at lande, og man ikke kan læse mere, så strikker jeg. Jeg skal næsten altid lave et eller andet,« erkender hun og giver et Margrethe-smil. Sådan et, der falder, lige når hun har færdiggjort sin sætning, og bliver, indtil hun begynder at tale igen.
»Jeg prøver at få noget ud af det travle liv. Nyde det og lægge mærke til de små ting, uanset hvad jeg laver. Jeg tager indtrykkene med, ikke nødvendigvis fordi jeg skal bruge dem til noget, men bare fordi det er et lille øjebliks fylde. På den måde går mit liv ikke ud på at arbejde sig hen imod et frirum. Som i »one down, six to go. Two down, five to go«. Når ting virkelig fungerer, så er man i et flow, som jeg virkelig godt kan lide.«
Hun husker altid, at arbejdsiveren har været der. Også i gymnasiet.
»Det lyder jo næsten irriterende,« konstaterer hun.
»Arbejde er en integreret del af livet. Det er mit billede af, hvordan man gør.«
Når man voksede op i et hjem med præsteforældre, som aldrig arbejdede med kontortid, hvordan skulle man så blive anderledes, spørger hun.
På trods af det, tog det et stykke tid, før det blev nemt at fungere på topplan og have en arbejdsrytme, der flytter sig fra land til land mindst en gang om ugen. Men nu er Margrethe Vestager ved at være i flow. Lørdag eftermiddag landede hun i Bruxelles efter tre dage i New York. Her holdt hun to taler og lavede interviews med The New York Times, Wall Street Journal og Huffington Post.
»Men jeg tog faktisk mig selv i tænke, at selvom vi havde et fuldt program – så kunne vi da måske godt have lavet lidt mere.«
Træn grundkonditionen
I sommers flyttede Margrethe Vestager ind i et smalt, pudset Bruxelles-byhus med fire etager og sorte vinduer. Huset ligger i kvarteret Ixelles, og man kan gå derfra til EUs hovedkontor på 25 minutter.
Hendes dage begynder klokkens seks. Hun står op, spiser ristet, hjemmebagt rugbrød og yoghurt toppet med mysli, hun også selv har lavet. Så går hun tur med familiens golden retriever, Karlo, før hun begynder sin arbejdsdag i kommissærbilen klokken halv ni-ni på vej mod kontoret på 10. sal i den prestigefyldte Berlaymont-bygning.
Men fire gange om ugen gør hun noget før alt andet. Hun hopper direkte i løbeskoene og tripper op ad bakken, over den befærdede vej, forbi store træer, vildtklippede hække og et gammelt kloster. Så ned til to små søer, hvor hun ser på vandet og lytter til fuglene.
I tidens løb har Margrethe Vestager ellers sagt de »frygteligste« ting om løbere: Fint nok hvis man gerne vil fra A til B. Men det er upraktisk, for så har man løbetøj på og er svedig. Det er meget nemmere at cykle eller at gå.
»Men så kom jeg i gang med at løbe, og så viste det sig, at det slet ikke var tåbeligt.«
Ruten er en halv time lang og altid den samme. For så skal hun ikke tænke. I hvert fald ikke på om hun skal dreje til højre eller venstre. I stedet tænker hun fremad eller på det, hun gerne ville have sagt til sidst i en samtale. På de to do-lister, hun bør skrive ned, når hun kommer hjem. Eller på ingenting.
»Det er rart at have sådan en lille del af dagen, som er helt min egen. Jeg er ellers aldrig alene. Og så er der også det praktiske ved det, at hvis man arbejder meget, så er det virkelig dejligt at have en nogenlunde hæderlig grundkondition for at kunne holde til det. Jeg bliver træt og har sværere ved at koncentrere mig, hvis jeg ikke er i god form.«
Derfor er løbeskoene noget andet, hun altid har med i rejsetasken. Og hun fører løbedagbog over sine ture. Helt sporadiske papirnoter over hvor langt hun løber, hvor hun løber, og hvor lang tid det tog.
»En løbetur tidligt om morgenen et fremmed sted er en souvenir, der ikke skal støves af. Så er man ude, mens der bliver samlet skrald og fejet gader. På samme tid med postbudet, og når bageren åbner. Det giver en helt anden fornemmelse af et sted, end når man bliver fragtet rundt fra det ene møde til det andet«.
Løbeskoene har blandt andet rørt jorden i Washington, New York, Rom, Grønland, Island, Paris og Teheran, og dagbogen hjælper Margrethe Vestager med at holde styr på, hvornår hun skal have nye sko. Lige nu har hun et par grå Nike med en skriggul hæl. Og efter 800 kilometer, køber hun nogle nye.
Det er også vigtigt for Margrethe Vestager, at hun spiser nogenlunde »inden for skiven«, som hun udtrykker det. Men hun vil ikke kalde det at leve sundt. I hvert fald ikke efter bogen.
»At have en god grundkondition gør ikke, at jeg tænker »nu er jeg også enormt sund«. Men det giver styrke. Jeg er ved at gå amok over, at man ikke må spise pasta og hvidt brød. Jeg elsker pasta og hvidt brød. Jeg bager det selv, og alle må spise hvidt brød hjemme hos mig. For man bliver nødt til at have et godt liv uden at overfokusere.«
Sig ja
Jobbet som EUs konkurrencekommissær er ikke et job, hun er gået målrettet efter at få. På den anden side var det heller ikke et helt utænkeligt scenarie.
»Jeg har ikke set mig selv stå her. Men jeg har sådan set heller ikke set mig selv ikke stå her. Jeg har bare sagt »ja« utrolig mange gange i stedet for at sige: »Ej, det kan jeg nok ikke. Det bliver for svært«. Hvis jeg kan leve med det værste, der kan ske, så lad mig prøve.«
For Margrethe Vestager er ikke en karriereplanlægger og kunne aldrig drømme om at kalde sig selv en »karrierekvinde«.
»Hvis man har en fuldstændig færdig plan, så er risikoen jo, at man går glip af utrolig meget, fordi man slet ikke ser, hvad der åbner sig. Der er så mange ting, der er tilfældige, og jeg mener, man må tage det, som det kommer.«
De politiske kommentatorer havde heller ikke regnet den ud, da de spekulerede i mulige kandidater til posten som Danmarks nye EU-kommissær. Nej, Margrethe Vestager havde en alt for magtfuld position i dansk politik. Hensynet til Det Radikale Venstre måtte holde hende på dansk grund, og det ville ryste regeringen for meget at sende vicestatsministeren af sted. Men Margrethe Vestager gik i tænkeboks, overraskede, og er i dag en af de mest magtfulde politikere i EU.
»Der blev syet sting mellem Bruxelles og jeg, for hver gang jeg fløj fra København til EU som minister. Jeg fik en spirende interesse for det europæiske, som blev mere og mere solid.«
Allerede efter et halvt år som Europas konkurrencekommissær lagde Margrethe Vestager sig ud med nogle af verdens største kolosser som Google eller den russiske gasgigant Gazprom – samtidig – fordi EU mistænker virksomhederne for ikke at overholde de gældende konkurrenceregler.
Det vakte opsigt, og Margrethe Vestager blev portrætteret i adskillige internationale medier fra Washington Post til The New York Times. Beskrevet som en kvinde med »no-nonsense«-attitude, en »jernlady«, »Googles værste mareridt« og Danmarks »Margrethe III«, der i øvrigt også havde Sidse Babett Knudsen i lære, inden hun skulle spille Birgitte Nyborg i »Borgen«.
Hun beskriver dog sig selv som »en, der tjener borgerne«. Som »enforceren« (håndhæveren, red.). Og hvis hun kan gøre Europa mere fair, så er missionen lykkedes. I dag tøver hun ikke med at sige ja igen, når man spørger, om hun er glad for beslutningen.
»Jeg har tit tænkt, at det er en stor mundfuld. Men altså, så må jeg jo gå i gang fra en ende af. Det er det her, jeg godt kan lide. Jeg synes virkelig, det er interessant at beskæftige mig med mange forskellige ting. Have stor bredde i mit arbejde, men også at kunne gå ned i et vist detaljeringsniveau, når jeg diskuterer statsstøttesager med ministre under et møde, eller giver retning, når mine folk har brug for det i en konkret sag«.
Vær til stede
Konkurrencekommissærens gæster skal igennem en adgangskontrol, som var de i en lufthavn, før de kommer ind på hendes kontor. De skal med elevatoren op og havner så i et venterum. Her henter Margrethe Vestager gerne selv sine gæster ulig mange andre kommissærer.
I hjørnet af kontoret står der en vakkelvorn trappestige med tre trin. Den skulle have været i skraldespanden, men står nu der som en skulptur. På den ligger en softball, hun samlede op på en morgenløbetur i Washington D.C. Ved siden af bolden, finder man sten, højskolesangbøger, et graveret træskilt med teksten »mor« og en figur af Snøvsen. Den skal minde Margrethe Vestager om at huske hovedet, ligesom figuren af en fremstrakt langefinger, der står på sofabordet, husker hende på, at politik ikke kommer uden konflikter. Hun fik den som en »gave« af en bygningsarbejder i 2013 oven på dagpengereformen.
Der, hvor de fleste andre har billeder af et liv på topplan, har Margrethe Vestager rækkevis af fotos af sin familie stående, sammen med billeder af hunden, Amagerbrogade og et par sortbrogede køer på en mark i Ølgod, hvor »himlen er kæmpestor«.
»De står jo der, hvor man stiller billeder af vigtige mennesker, man har mødt. Og hvis jeg havde mødt Mandela, ville der også stå et billede af ham. Det må jeg sige. Men ellers er det helt gennemført ikke professionelt.«
Det ser sådan ud, fordi det er »Margrethes kontor«. Hun vil gerne have, at det står tydeligt frem, at hendes gæster kommer til et sted, hvor der er et menneske.
»Det er meget anderledes end at komme ind i et mødelokale, som er helt uden nogen form for varme eller personlighed. Og det kan være, det lyder meget mærkeligt, men jeg synes, man får bedre møder, hvis man kan mærke, at stedet, man holder dem, også har en værdi.«
Det er en erfaring, hun har fået undervejs. For i begyndelsen af karrieren, troede hun, det var nok bare at dele sine idéer og overbevisninger med folk. Men nu tænker hun, at ordene først rykker noget, hvis man får en fornemmelse af mennesket bag. Derfor er der også både tweets om fase to i en fusionssag og solrige søndage i Bruxelles på hendes Twitter-profil.
»Det har været en overvindelse for mig, fordi jeg faktisk er ret genert. Jeg er ikke festens midtpunkt, der gerne holder en tale. Men det måtte jeg overkomme, og jeg har arbejdet med at være til stede og være personlig. Det er blevet en integreret del af min professionalisme, og nu er der ingen vej tilbage. Jeg ville synes, det var mærkeligt at lade være. Derfor er jeg måske også mere personlig som kommissær end så mange andre.«
I bogen »Kommissærens første 100 dage«, som udkommer i slutningen af måneden, antyder forfatteren dog, at Margrethe Vestager økonomiserer med detaljerne om sit liv. Fortæller de samme historier igen og igen.
»Det er på sin vis rigtigt, men det er jo, fordi jeg synes, det er karakteristiske ting, som siger noget om mig, og som svarer på de spørgsmål, folk stiller. Men det er jo også for at vise, at jeg godt kan træde ud af mit private rum, fordi jeg gerne vil være personlig. Det betyder dog ikke, at jeg ville have det komfortabelt med at tage alting af.«
Alt med måde
For Margrethe Vestager var det ikke en mulighed at række ud efter kommissærposten, hvis ikke hendes familie ville med til Bruxelles.
»Der skal jo være nogen, der råber af en om morgenen, før man rigtig kommer i gang,« joker hun.
Derfor flyttede familien efter Margrethe Vestagers første år i kommissærstolen. Hun skulle lige lære »butikken« at kende, hendes to yngste piger på 12 og 16 skulle gøre deres skoleår færdigt i Danmark, og den ældste på 19 skulle flytte hjemmefra før sine forældre. Men 1. juli rykkede deres hjem 900 kilometer sydvest for Amager i to store flyttebiler. Alle tingene fra 20 år i den samme lejlighed blev læsset af i Belgien.
»Jeg fik faktisk meget tidligt det råd, at vi skulle tage det meste med. Så kan det godt være, at det er et fremmed land, et fremmed sprog og et nyt hus. Men det er vores egen gamle, brune sofa, vi har arvet af min mands mormor. Og så er det tingene, der får os til at tænke, at det her er vores hjem, og det er her, vi bor.«
Hun tager sig selv i at have ledt efter et Amager i Bruxelles. Et sted med et fremragende pizzeria, virkelig god thai-mad, en indisk restaurant, et sted man kan få en burger, og hvor der er masser af liv på gaden.
»Der er ikke pinligt rent. Naboen spiller høj musik. Der er nogen, der skændes et sted. Vi hører børn, der leger. Der er sirener. Der er liv. Det er lykkedes os at finde et lille Amager hernede. Det er simpelthen så skønt,« siger Margrethe Vestager og pointerer, at hun er en person, der knytter sig meget til steder.
»Der er så mange ting, der er flygtige og virtuelle. Og jeg tror, vi undervurderer betydningen af sted. At have en forankring, mønstre, stier og folk, der kender en«.
Familien kalder også Bruxelles for hjem nu, selvom Margrethe Vestager stadig ikke føler, at hun hører helt til i gaderne. Hun har ikke sine vaner. Alle samtalerne, hun hører på gaden, foregår på fransk eller flamsk. Alle skiltene er også på to sprog. Og selvom Margrethe Vestager taler flydende fransk, bliver hun hægtet af.
»Der er en anden afstand end derhjemme, hvor man klikker fuldstændig ind, fordi man forstår alt, der foregår omkring en. Jeg kan ikke være en del af det endnu, og det er noget, jeg tænker over. Men jeg tror, det ændrer sig.«
Familien Vestager begynder dog at få rutiner. Som for eksempel at gå den samme tur med hunden eller tage til det store grøntsagsmarked, der holdes hver lørdag og søndag lige ved siden af deres hus. Og selvom Margrethe Vestager er glad for forandringer, er hun også afhængig af sine faste mønstre.
»Jeg tror, ting skal kombineres. Hvis det stod til mig, skulle der stå »alt med måde« på alle madvarer, så man selv finder ud af, hvad der er godt for en. Og jeg synes på samme måde, det er godt, at nogle ting er en vane og kører mere eller mindre automatisk. Det giver overskud til en masse andre nye ting. Men jeg tror, det må være enormt stressende, hvis alt er nyt hele tiden.«
Familien flytter tilbage til lejligheden på Amager, når de fire resterende år i Bruxelles år er gået. Det er planen. Det vidste Margrethe Vestager allerede, da hun tog af sted.
»Jeg tror, vi var klar til at prøve noget nyt. Men vi »bor« jo stadig på Amager. Og da jeg flyttede ud af landet, var jeg også helt beroliget af, at jeg kunne sætte en returdato på.«
Hun savner sine venner, vandet, cyklisterne og selv at kunne cykle rundt. Men hun savner ikke dansk politik – endnu. Om hun kommer til det, vil tiden vise.
»Det er rart ikke at skulle mene noget. Jeg mener så meget stadigvæk, men jeg siger det bare ikke hele tiden. Det er der andre, der gør i stedet for mig.«
Faktisk synes hun, det er alt for tidligt at tænke på fremtiden. Hun er 47 og ved, at hun i hvert fald har 25 år tilbage på arbejdsmarkedet. Men hvad der skal ske, fylder ikke meget.
»Jeg drømmer ikke om positionen, men om en måde at arbejde på. Jeg synes, det er et kæmpe privilegium at få lov til at tage et ansvar for rammerne om andre menneskers liv. Det vil jeg gerne blive ved med. Men det er der også mange mennesker, der gør,« siger hun og nævner sin spejderlederen fra sin barndom som eksempel.
»Så det kan være alt. Noget skal nok vise sig,« siger hun fra bagsædet af den matgrå bil, der kører hende til lufthavnen.
Klokken nærmer sig 11.40. Kommissæren skal fortsætte sin mandag i Bruxelles. Men på onsdag er hun i Danmark igen med et nyt, tætpakket program.