For få minutter siden dukkede den radikale leder, Margrethe Vestager, op til et møde hos Dansk Folkeparti. Ikke fordi hun ville deltage i mødet, men fordi hun ville forære Pia Kjærsgaard en citronmåne.

Som om Pia Kjærsgaard ikke allerede har fået citronmåne nok for i dag. Men det mente Margrethe Vestager ikke.

LÆS OGSÅ: DF fik 200 citron-måner med posten

»Hvis Dansk Folkeparti savner kage, så skal de få kage. Det er en sød og sjov måde at gøre opmærksom på noget rigtig grumt på. Nemlig at hænge et mindretal ud for grådighed, og det hænger slet ikke sammen med virkeligheden,« siger Margrethe Vestager.

Grænseoverskridende
Aktionen, som Margrethe Vestager støtter, begyndte, fordi Dansk Folkeparti ifølge nyhedsbureauet Newspaq i deres medlemsblad har skrevet, at indvandrere er skyld i, at der ikke længere findes gratis kage, saftevand eller frugt hos lægen og på sygehusene, fordi de spiser det hele.

»Det har ingenting på sig. For mig er det så grænseoverskridende at hænge et mindretal ud, at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige. Derfor er humoren god at tage fat i. Der hvor jeg savner ord, kan humoren træde ind i stedet,» siger Margrethe Vestager.

Fik knus af Pia
Selv om citronmånen med en pris på næsten 22 kroner ifølge Margrethe Vestager lå i den dyre ende, valgte hun alligevel at punge ud. Og da hun troppede op hos partiet, blev samtlige DF'ere overrasket over at se hende.

»Jeg gik ind og sagde, at jeg forstod, at de savnede kage. Pia (Kjærsgaard, red.) syntes, det var så sjovt, at hun rejste sig op og gav mig et knus,« siger Vestager.

I morges modtog Dansk Folkeparti mellem 100 og 200 citronmåner med posten, og de forventer at modtage flere i dag og i morgen.