BERLIN: Så tysk som hun er, har Angela Merkel altid hentet en meget stor del af sin styrke i udlandet.

Det var under euro-krisen, at torsdagens 60-årsfødselar skabte sig sit image som den økonomiske jernlady, som tyskerne holder så meget af. Altså så længe det ikke går ud over dem selv.

Det er på de udenlandske markeder, at tyske virksomheder afsætter varer og gør Tyskland til eksportverdensmester – og det var på banerne i Brasilien, at Tyskland blev fodboldverdensmester – med Angela Merkel som jublende tilskuer på tribunen. Det er Merkels EU-lederskab, der har fået det amerikanske tidsskrift Forbes til for fjerde år i træk at udnævne hende til verdens mest magtfulde kvinde.

»Kansler Merkel er Den Europæiske Unions rygrad og arkitekt,« lød begrundelsen i år.

Også på det personlige plan virker det som om, Angela Merkel er tilpas ude i verden. Man har indtrykket af, at den jordbundne Merkel fra den tidligere Østtyskland opdager verdens »glamour«, når hun rejser, skrev det tyske magasin Brigitte engang i et stort portræt.

I udlandet er Angela Merkel på afstand af tysk politiks evige konkurrence, skrev journalisten.

Sådan er det ikke længere. Den ellers så suverænt virkende kansler er presset på sine enemærker, og hendes ellers så rolige hånd har vist tegn på rysten.

Udfordret fra flere sider

SPDs hårdtarbejdende udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, overtog i foråret overraskende kanslerens faste plads som Tysklands mest populære minister. I Europa-politikken udfordrer SPDs formand, Sigmar Gabriel, Angela Merkels patenterede sparekurs i alliance med Frankrig og Italien. Og i den langvarige kamp om EUs nye kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, har Angela Merkel set sjældent forpjusket ud.

Hun blev udmanøvreret af de europæiske socialdemokrater med opfindelsen af spidskandidaterne til europaparlamentsvalget.

Hun lod sig presse til at udnævne Juncker, tøvede, blev presset på ny og blev til sidst mellem linjerne udleveret som en vendekåbe af sin britiske allierede David Cameron.

Den merkelske metode med at afvente udfaldet af en magtkamp og så tage ejerskab til løsningen gik for en gangs skyld galt. Efter EU-topmødet i juni mente den tyske avis Die Welt, at det er slut med »Madame Europa«.

På den hjemlige scene har SPD domineret regeringens første halve år med mindsteløn og mulighed for pension for visse 63-årige. De mest konservative hos de konservative har svært ved at se de konservative fingeraftryk. Merkel lader omvendt sive, at hun savner gennemslagskraft hos sine ministre. Samtidig vokser uafhængighedsfølelsen hos Tysklands præsident, Joachim Gauck, som Merkel aldrig har ønsket på posten.

Han har efterlyst mere udenrigspolitisk tysk engagement, revset regeringen for ikke at gøre nok for verdens flygtninge og sat uvelkomne spørgsmålstegn ved den lønforhøjelse, som tyske politikere har bevilliget sig selv.

Merkel er Merkel

Men før man erklærer torsdagens runde fødselar i 60 års-krise, skal man lige huske på, at det her er Tyskland, at Merkel er Merkel, og at de to synes forbundet gennem en særlig form for symbiose.

I sommermånederne har alle øjne været rettet mod de tyske VM-helte i Brasilien. Flere gange er Angela Merkel fløjet ud og har fået taget et udvidet holdbillede af sig selv og drengene til de tyske medier. I de seneste målinger er hun tilbage på toppen som regeringens mest populære minister.

Fænomenet Angela Merkel fortsætter med at fascinere tyskerne, selv om hun har ledet landet i ni år. Hun styrer med stor kontrol sin personlige fremtræden helt ned til det milde smil, hun sender tyskerne, og den karakteristiske »rudefigur«, hun laver med fingrene.

Alligevel siver en ærlig intellektuel nysgerrighed og også en personlig sødme igennem. »Beslutsom, klog og ærlig,« skrev den tidligere amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton for nylig om hende i en bog. Beslutsom hører man ikke så tit, men Angela Merkel imponerer mange mennesker, hun møder. Med viden, humor og en dybde af refleksion, der styrer hende sikkert uden om de politiske klichéer, som ofte præger for eksempel dansk politik.

Hun kan virke ligefrem, men er bestemt ikke spontan. Modsat for eksempel Frank-Walter Steinmeier, der efter sigende kan blive så optaget af en samtale, at en embedsmand skal minde ham om næste aftale, synes Angela Merkel at føre en slags intern kalender. Ingen behøver minde hende om, at det er tid til at gå. Faktisk har man nogle gange indtrykket af, at hun checker mentalt ud nær slutningen af en samtale, fordi hun forbereder sig på den næste, skriver for eksempel journalisten fra Brigitte. Merkel har gjort sin mangel på spontanitet til en del af fortællingen om sig selv som politiker – lidt på samme måde, som den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen gjorde det.»Jeg har altid villet vide, hvad der var på vej. Også når det er sket lidt på bekostning af spontaniteten. At strukturere mit liv og undgå kaos var vigtigere for mig,« forklarede hun, da hun første gang blev valgt som kansler.

Et helt normalt DDR-liv

Som Fogh håber Angela Merkel givetvis, at vælgerne så går ud fra, at hun også som politiker vil styre Tyskland uden om kaos. Det har hun netop gjort.

Angela Merkel har også succes med at styre, hvilke oplysninger fra hendes privatliv, der kommer ud til offentligheden, og de fleste biografiske anekdoter er vendt og drejet mange gange. Hendes opvækst som datter i et præstehjem i DDR. Hvordan hun og familien levede inden for rammerne af systemet uden mentalt at være en del af det. Hendes topkarakterer i skolen. Hvordan hun blev tiltrukket af den ikke-ideologiserede videnskab.

Merkel har fået kritik af journalister fra det tidligere Vesttyskland, der ser hendes tidlige liv som medløberi. Østtyskere ser et normalt DDR-liv. Angela Merkel har aldrig gjort krav på nogen heroisme.

Hun har fortalt, at hun som planlagt gik i sauna med en veninde den novemberaften i 1989, hvor Muren faldt, mens de mest eventyrlystne skyndte sig mod grænseovergangen ved Bornholmer Straße. Men hun har defineret frihed som sit politiske ledebegreb, hvilket bestemt ikke er nogen selvfølgelighed i det konservative Tyskland.

Angela Merkels politiske karriere begyndte sent og gik ekstremt hurtigt. Først som 35-årig engagerede hun sig for alvor politisk. Hurtigt efter blev hun minister. Det var i 1991. Én efter én faldt de mandlige konkurrenter fra. Enkelte – som hendes mentor Helmut Kohl – med hendes hjælp. De fleste uden.

Bredt orienteret

Angela Merkel har selv fortalt, at en kollega på et tidspunkt opfordrede hende til at stille op som formand for CDU. »Jeg ved ikke, om jeg er konservativ nok,« svarede hun.

I 2005 blev hun Tysklands første kvindelige kansler. Ni år senere regerer Angela Merkel igen med den regeringskonstellation, der ifølge mange iagttagere passer hende bedst. En bred koalition hen over midten med socialdemokraterne. Det giver forudsigelighed og leverer samtidig en undskyldning for ikke at være mere konservativ, end tyskerne ønsker.

Det fungerede godt for Angela Merkel under den forrige store koalition fra 2005 til 2009. Denne gang er sværere, for SPD forhindrer, at Merkel fremstår som suveræn.