De fleste kender historien om Arne Jacobsen, der i 1960 skabte verdens første designhotel, SAS Royal Hotel. Ikke kun bygningen, men alle detaljer fra møbler og ned til håndtagene var udtænkt af den danske arkitekt.

Også i nyere tid har kendte arkitekter gjort sig som designere. Bjarke Ingels står sammen med designgruppen Kibisi bag stolen »VIA57 chair« designet for Fritz Hansen til bygningen Via 57 West i New York. Daniel Libeskind, kendt for Det jødiske museum i henholdsvis København og Berlin samt masterplanen for det nye World Trade Center i New York, er sprunget ud som køkkendesigner, mens norske Snøhetta, der står bag Operahuset i Oslo, for nylig har tegnet lampen »Flik flak« til hotellet »Treetop« i Sverige.