Det femtebedste land i verden og Europas førende: Når Verdensbanken kårer, hvilke lande det er nemmest at drive forretning i, så er Danmark atter i verdenseliten.
I den såkaldte "Ease of doing business"-rapport, som Verdensbanken udgiver hvert år, vægter 9.600 lokale eksperter erhvervsklimaet fra 185 lande verden over. De kigger blandt andet på, hvor nemt eller besværligt det er at skaffe byggetilladelser, betale skat, handle på tværs af grænser og starte en ny virksomhed.
Danmark bliver på listen overgået af Singapore, Hong Kong, New Zealand og USA, men ligger foran en række af de lande, vi normalt sammenligner os med som vores skandinaviske naboer.
Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) tager rapporten som et udtryk for, at regeringens arbejde med at gøre Danmark mere attraktivt for investeringer virker.
"Med den stadigt hårdere internationale konkurrence er det vigtigt, at vi fortsætter vores bestræbelser for at gøre Danmark til et endnu mere attraktivt sted at investere for både danske og udenlandske virksomheder. Fra denne regerings første arbejdsdag har vi lagt os i selen for, at Danmark bliver et mere åbent og investeringsvenligt land,” udtaler hun i en pressemeddelelse.
Verdensbanken fremhæver vores naboer mod syd Polen, som årets største højdespringer. Polakkerne har ifølge rapporten forbedret blandt andet mulighederne for at registrere ejendomme, betale skatter og håndhæve kontrakter. Det betyder et spring fra nummer 74 sidste år til en placering som nummer 55 i år.
Årets eneste nytilkomne i top ti er Georgien.