Donald Trumps mange rasende tweets er for længst blevet en selvfølge i amerikansk politik.
Både før og efter sin tiltræden som USAs præsident har Donald Trump sendt verbale lussinger af sted mod alt lige fra IT-firmaer, medicinalselskaber, finansielle virksomheder, teleselskaber og måske især medievirksomheder.
Donald Trump har kaldt Coca-Cola for »affald«, udpeget ledelsen i Sony som »virkelig dumme«, og da stormagasinkæden Nordstrom i februar 2017 droppede datteren Ivanka Trumps modelinje, skrev den nyvalgte præsident følgende på Twitter:
»Min datter Ivanka er blevet behandlet så uretfærdigt af Nordstrom. Hun er et fantastisk menneske, som altid skubber mig i den rigtige retning. Forfærdeligt!«
For nylig lancerede Donald Trump så et større Twitter-angreb på internetgiganten Amazon. Præsidenten synes, at Amazon betaler for lidt i skat og mener, at internetkæmpen samtidig får alt for store rabatter af USAs delvist statsejede postvæsen.
Desuden synes Trump, at Amazon, der sælger alt fra bøger til tøj og møbler, tvinger andre forretninger i knæ med sin stadig større volumen.
I løbet af en uges tid sendte Donald Trump fem halvhidsige tweets af sted mod Amazon, hvilket kostede det amerikanske selskab omkring 16 milliarder dollar i markedsværdi. Over det seneste år er Amazons aktiekurs dog steget med godt 60 procent.
Reaktionen på præsidentens mange anklager har været larmende tavshed fra Amazon-lejren.
En republikansk lobbyist med tætte forbindelser til Amazon siger til det amerikanske medie Politico, at strategien er helt at ignorere præsidentens digitale angreb.
»Selskabet opererer, som om der slet ikke er nogen tweets,« siger lobbyisten til Politico.
Hos Amazon lyder analysen, at Trump nok i virkeligheden går personligt efter Amazon-topchef Jeff Bezos og ikke mindst hans ejerskab af avisen The Washington Post, som den amerikanske præsident har et temmeligt anstrengt forhold til.
The Washington Post har sammen med The New York Times været førende i dækningen af et muligt samarbejde mellem Rusland og Trump-lejren under præsidentvalget i 2016. Trump har talrige gange langet ud efter The Washington Post og har ved en enkelt lejlighed beskyldt avisen for at være »propagandaapparat« for Amazon og Jeff Bezos.
Amazon-ejeren Bezos indtager med sit ejerskab af den amerikanske internetkæmpe en klar førsteplads på Forbes’ liste over verdens rigeste med en formue på omkring 112 milliarder dollar – eller næsten 680 milliarder kroner.
Trumps Twitter-krigserklæring mod Amazon har altså ikke hidtil fået mangemilliardæren Bezos ud af busken. Og så vidt vides, har Amazon-ejeren ikke for alvor skudt med skarpt mod Trump, siden han i 2015 tilbød at sende den senere amerikanske præsident ud i rummet via sit rumfartsselskab Blue Origin.
Ifølge Richard Levick, der er topchef i krisekommunikationsfirmaet Levick med base i Washington, er der heller intet at vinde for Jeff Bezos ved at hoppe ind i en Twitter-kamp med Donald Trump.
»De fleste topchefer er klar over, at denne præsident, som er kendt for ikke at have nogen strategi, vil rykke videre til noget andet, så hvorfor forlænge pinen ved at gå ind i et social media-slagsmål med ham,« siger Ricard Levick til avisen USA Today.
Hos Politico bliver det helt tørt konstateret, at ikke ét eneste medlem af den amerikanske kongres har støttet Donald Trumps Twitter-angreb mod Amazon. Det kan ifølge mediet hænge sammen med, at Amazon med sine mange varehuse og distributionscentre har ansatte i hele 46 amerikanske stater.
Derudover er Amazon helt grundlæggende en populær virksomhed i USA. Ifølge det amerikanske medie Vox viser en dugfrisk rundspørge, at Amazon er den tech-virksomhed i USA, som kunderne har størst tillid til. 66 procent af de adspurgte svarer i undersøgelsen, at de har tillid til Bezos' milliardvirksomhed.
Så selv om Donald Trump har haft medvind i meningsmålingerne på det seneste, er han trods alt kilometer fra at komme på omgangshøjde med Jeff Bezos’ status.
