Der er pølsevogne, der er gourmet-restauranten MASH, og der er Joe & The Juice, som for andet år i træk kan kalde sig verdens bedste lufthavnscafé.
I det hele taget er der så mange gode og forskellige tilbud om mad og drikke i Københavns Lufthavn, at den nu også kan kalde sig verdens bedste i gastronomi.
Læs også: Guide til hvad du kan spise hvor i Københavns Lufthavn
Københavns Lufthavn har netop modtaget den mest prestigefyldte pris ved den årlige uddeling af F&B Awards - Food and Beverage - som foregik tirsdag 10. juni på hotel Hilton i København.
Prisen »Airport Food & Beverage Offer of the Year« gives for verdens bedste café og restaurant-udvalg, og lufthavnen jubler naturligvis over æren.
Læs også: København har verdens bedste security
»Vi arbejder konstant på at kunne tilbyde vores passagerer ekstraordinære oplevelser med en indbydende variation af caféer og restauranter i høj kvalitet. F&B priserne viser, at vi er på rette vej.«, siger Lise Ryevad, Direktør for Airport Sales, i en pressemeddelelse.
Som nævnt fik caféen Joe & The Juice for andet år i træk prisen som bedste lufthavnscafe for at være en »café med en oplevelse af karakter, høj standard og god service«.
Den tredje pris til København var »Best Digital or Social Media Initiative of the Year« for lufthavnens digitale kampagne: »Sharing the conversation @CPH«.
Læs også: Københavns lufthavn bedst til facebook