Den tidligere Tour de France-vinder, schweiziske Ferdy Kübler, takkede op til nytår farvel til livet torsdag 29. december i en alder af 97 efter at have tilbragt julen sammen med familien.

»Ferdy er sovet stille ind med et smil på læben,« fortæller hans hustru Christina til det schweiziske medie Schweizer Illustrierten.

Kübler begyndte at cykle før Anden Verdenskrig og blev professionel i 1940, men måtte under krigen nøjes med at konkurrere på hjemlig grund i det neutrale Schweiz. Da freden igen havde sænket sig over Europa og frem til 1957, da han indstillede karrieren, tilhørte han til gengæld datidens gruppe af store stjerner, der talte navne som Fausto Coppi, Gino Bartali, Louison Bobet og Rik van Steenbergen.

Cykelsporten og især regler og udstyr var dengang en helt anden størrelse end det, både ryttere og tilskuere kender i dag. Cyklerne vejede over ti kilo, hvis rytterne fik defekt, måtte de selv reparere dem, hjælp var forbudt, og hvis pedalatleterne dristede sig til at hente drikkevarer i servicevognen, blev de smidt ud af løbet. Under den type vilkår formåede Kübler at holde sig konkurrencedygtig til han blev 38, og da han endelig kørte cyklen i garage, havde han stillet op i flere end 2.300 løb.

Kübler var kendt som en angriber, der foretrak at sætte en offensiv ind ved først givne lejlighed. Det kastede over 400 sejre af sig, herunder i Flèche-Wallonne og Liège–Bastogne–Liège i både 1951 og 1952 og er dermed en af blot syv ryttere, der harformået at vinde begge løb samme år. Han blev også verdensmester i 1951 efter at være blevet nummer 2 i 1949 i København, men den største triumf opnåede han i 1950, da han vandt Tour de France.

Det år havde han fordelen af, at Fausto Coppi ikke stillede til start efter at være styrtet i Giro d’Italia, og Kübler endte med at vinde med over ni minutter foran Stan Ockers fra Belgien og Louison Bobet fra Frankrig. Fire år senere var det netop Bobet, der vandt foran schweizeren, som dog hentede pointtrøjen i det franske etapeløb. I alt nåede Kübler at vinde otte etaper i Touren.

Det kastede enorm popularitet af sig ikke mindst i hjemlandet, hvor han i 1983 blev udnævnt til den populæreste sportsmand i Schweiz i de seneste 50 år.