Religionskritiske møder på Krudttønden på Østerbro har en noget betændt forhistorie. Men da  skeptiker, forfatter, religionskritiker samt videnskabsfortaler Michael Shermer sidste uge holdt foredrag, skete det uden afbrydelser. Anledningen til, at Shermer, der også er formand for foreningen The Skeptics Society og redaktør for bladet Skeptic Magazine, var i landet, var en invitation fra Ateistisk Selskab, hvis formand, komiker og forfatter Anders Stjernholm, også stod for introduktionen.

Imidlertid var det ikke religion, som Berlingske efter foredraget talte med Shermer om. Emnet var i stedet Shermers syn på politiseringen af en række akademiske områder på amerikanske universiteter, særlig blandt de humanistiske fag.