TOKYO: Sociologen Masako Ishii-Kuntz gør opmærksom på noget særligt nyt at kigge efter i Tokyos gadebillede.

»Mænd i jakkesæt med småbørn i bæresele på maven. For få år siden så man det aldrig. Traditionelt har børnene udelukkende været mødrenes anliggende, fordi japanske mænd arbejder så meget, men der er ved at ske noget. Mange veluddannede japanske kvinder gider ikke stifte familie, hvis de har udsigt til at skulle være hjemmegående, når de får børn. Nogle mænd har forstået det og er begyndt at tage mere ansvar. Og de ønsker måske også en anden livsstil end deres fædres. Det er nu en tendens, og den faktisk er blevet understøttet med lovgivning og kampagner af japanske regeringer de seneste 25 år for at få det meget lave fødselstal op. Men det er uden tvivl også en udvikling, der vil tage meget lang tid. Der er mange forhindringer, både kulturelle, strukturelle og helt praktiske,« siger hun.

Som sociolog er Ishii-Kuntz derfor også spændt afventende overfor, om premierminister Shinzo Abe – der søndag står til en sikker valgsejr efter at have udskrevet et overraskelsesvalg på sine økonomiske reformer – vil få held med at skubbe til rollefordelingen i de japanske familier med sin særlige womanomics-strategi; en række initiativer, han har iværksat blandt andet for at frigøre den arbejdskraftsreserve, som ikke mindst veluddannede, hjemmegående japanske kvinder udgør. De forlader typisk arbejdsmarkedet, når de føder det første barn, og kommer ofte først tilbage, når børnene er store. Og så i reglen kun i underordnede deltidsansættelser.

Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs har vurderet, at der er knap 14 pct. ekstra at hente til bruttonationalproduktet, hvis japanske kvinders erhvervsfrekvens hæves fra de nuværende 63 pct. til den, der er gældende for mænd, nemlig godt 80 pct.

De japanske kvinder befinder sig med andre ord i et krydspres; de skal både føde flere børn. Og så samtidig se at komme tilbage på arbejdsmarkedet, når de har fået dem.

Derfor er det også logisk og nødvendig, at forløse den omsorgsreserve, der faktisk har vist sig at være hos de japanske fædre, mener Ishii-Kuntz. Hun er lektor og ph.d. ved Tokyos Ochanomizu-kvindeuniversitet, og har i flere årtier beskæftiget sig med køn, familiedynamikker og specielt japanske mænds rolle i forhold til børnepasning og huslighed. Sidste år udsendte hun sine seneste studier i en bog om fædre og deres andel af børnepasningen. Hun konkluderede, at private firmaer med en forældrevenlig virksomhedspolitik – naturligvis, ville man sige med et blik fra denne kant af Europa – gør det muligt for japanske fædre at tage en stadig lille, men dog voksende, del af opgaverne med deres små og lidt større børn.

Hjemmegående er en tidsindstillet bombe

Emnet er til evig tilbagevendende debat i det japanske samfund, hvor den uheldsvangre kombination af en af verdens laveste fødselsrater og en stærkt stigende andel af såvel raske og rørige som plejekrævende ældre – samt et stort antal oldinge – udgør en tidsindstillet bombe under en i forvejen på næsten alle måder udfordret nationaløkonomi.

Japanske kvinder finder det ganske enkelt ikke særligt attraktivt at blive mødre; ikke med de begrænsninger, der ligger i det for dem, både i familien og i særdeleshed på arbejdsmarkedet, hvor ikke mindst kvinder med børn diskrimineres i en sådan grad, at der eksisterer en betegnelse for det, mata hara – mødrechikane.

Fødselsraten var i 2013 på 1,4. Lidt op fra 2005, hvor den var nede at bunde på et historisk lavt niveau; 1,25. Kvinderne udskyder nu ægteskab til de er i slutningen af tyverne og et stigende antal gifter sig aldrig.

I 1992 skrev Ishii-Kuntz en anden akademisk artikel med den stærkt ledende overskrift: »Er japanske familier faderløse?«. Den afsøgte, hvordan japanske familier indretter sig med en fysisk fraværende far, typisk sådan én der er, hvad også japanerne kalder en salaryman.

Det er disse mappebærende kontormænd i mørke jakkesæt og strygefri skjorter, man kan iagttage bølge ud fra Tokyos mange metrostationer i koordineret kapgang mod deres respektive firmaer, når man stiller sig op på strategiske udsigtspunkter omkring kl. 8.50 om morgenen. Hovedparten af dem vender først hjem til deres familier hen mod midnat, hvor aftensmaden for længst er spist og ungerne – eller ungen, typisk – er puttet. Hvis de da ikke, dødtrætte og stangstive efter obligatorisk druk med chef og kolleger, vælger den praktiske løsning; at overnatte i de notoriske bokshoteller, hvor plads og komfort i bogstavelig forstand minder om køleboksene i et lighus.

Det er let at komme til at karikere denne arketype af en næsegrus loyal lønslave, men også de japanske medier problematiserer indimellem nationens frygtindgydende arbejdspladskultur, hvor fravær fra hjemmet og lange arbejdsdage ikke nødvendigvis kan oversættes til høj produktivitet.

Den nye far med business suit og bæresele

Der findes, som Ishii-Kuntz påpeger, også fædre der er begyndt at vælge anderledes. Og kigger man ordentligt efter, er de også til at få øje på. Her og der. Måske ikke netop i business suits og bæresele, men så i et antræk, der signalerer forskellige former for kreativ beskæftigelse og et tydeligvist mere afslappet forhold til arbejdstider. Og hvis ikke med barnet i bæresele, så i klapvogne og uden at det mødrene ophav kan ses i nærheden.

Idéen om disse selvbeviste hipsterfædre er ret attraktiv for de veluddannede kvinder, mener Ishii-Kuntz, der naturligvis henter en væsentlig del af sin empiri fra sine kvindelige studerende. De er ikke repræsentative for hele den kvindelige japanske befolkning; faktisk viser flere undersøgelser, at et flertal af de unge kvinder selv ønsker at være hjemmegående, når de får børn. Det er stadig det familieideal, der gennemsyrer det japanske samfund, og som mange føler sig forpligtet på. Men de kvindelige universitetsstuderende udgør måske alligevel en kritisk masse, der varsler en fremtid, hvor kønsroller og kulturelle traditioner bliver vendt på hovedet.

»Vi taler nu om fædre, der er ikumen; det er ordspil på at se godt ud, være cool, og så tage sig af sine børn. Moderne japanske kvinder går ikke længere, som man tidligere sagde, efter de tre Her, når de vælger ægtemand: højde, høj uddannelse og høj indkomst. Nu efterspørger veluddannede kvinder i trediverne og fyrrene i stedet de tre hænder, når de vil danne par: den hjælpende hånd, håndsrækningen og hånden, der holder deres. De har helt andre forventninger til deres liv,« siger Ishii-Kuntz.

I 1989 lancerede den daværende regering den første kampagne, der skulle slå et slag for japanske fædres tilstedeværelse og deltagelse i deres børns liv. »Hvis du ikke tager dig af dit barn, kan du ikke kaldes en far«, lød sloganet. Andre regeringer har fulgt op, og lovgivningen underbygger på mange måder større ligestilling i familierne, understreger Ishii-Kuntz. I 2010 blev der givet udvidede rettigheder til fædre, der for eksempel tager barselsorlov sammen med moderen, ret til forældreorlov for mænd til hjemmegående mødre og adgang til at give bøder til arbejdspladser, der ikke tillader deres mandlige medarbejdere at holde barselsorlov.

For det er først og fremmest arbejdspladsernes forventninger om væg-til-væg-loyalitet og lange arbejdsdage, der afgør om rettighederne benyttes. Og firmakulturen påvirker også i helt kontant forstand fødselstallet, mener Ishii-Kuntz.

»Jeg hører om chefer, der direkte beder deres kvindelige medarbejdere om at undgå at blive gravide. Eller i alt fald udskyde det. Det har den effekt, at yngre kvindelige medarbejdere heller ikke selv mener, at de bør tage imod en forfremmelse, hvis de har planer om at få børn på et tidspunkt. De føler selv, at de ikke er tilstrækkeligt dedikerede, hvis de ikke kan fortsætte med at arbejde 80 timer om ugen, ofte også i weekenderne,« siger hun.Og den fornemmelse er helt reel. Mata-hara, mødrechikane, indebærer, at gravide og mødre forbigås i forbindelse med forfremmelser, kan blive flytte fra deres tidligere opgaver uden rationelle begrundelser og sættes ned i løn. Det er udbredt og bliver mange steder accepteret af dem, det går ud over.

Sociologen kan dog fortælle, at der lige netop nu er faldet en retningsanvisende højsteretsdom i en sag om mata-hara. Dommen underkender to lavere retsinstanser i en principiel sag fra et hospital i Hiroshima, hvor en ledende kvindelig fysioterapeut blev degraderet i forbindelse med sine to graviditeter. Det er ulovligt i forhold til loven om ligestilling på arbejdsmarkedet.

Kampen begynder allerede i vuggestuen

Det altoverskyggende praktiske problem for familien med to udearbejdende forældre er dog manglen på daginstitutioner. Dem er der så få af, at der kan være 4.000 ansøgere til 40 pladser, fortæller Ishii-Kunzt. Det er ikke bare »lige som« et lotteri, at få en plads. Det er et lotteri, hvor de heldige 200 kan gå videre til interview for at få afgjort, om de små pus er egnede til lige netop denne institution; begyndelsen på en tilværelse med adgangskrav og stopprøver.

Og også et liv, hvor en baglandsmor med god uddannelse kan spille en aktiv rolle for enebarnets chancer i det nådesløse japanske uddannelsessystem. Det kan godt anskues som et ganske meningsfuldt fuldtidsarbejde, hvis man tager de briller på.

»Jamen, alene bento-boksen!« ler Masako Ishii-Kuntz. »Hver dag skal japanske mødre lave nogle helt fantastiske frokostbokse til deres børn. De skal være smukke og originale og forskellige fra dag til dag. Man kan komme ud for, at skolen vil påtale det, hvis det ikke er i orden,« siger hun.

I hendes egen familie tog man lidt forskud på den familiemæssige ligestilling, hun nu mener at se gode tegn på. Det var nemlig hendes far, der stod for bentoboksen i hendes skoletid. Og han havde sine prioriteter på plads.

»Han gav os altid de samme pandabjørne af noritang med på vores ris. Hver dag,« siger hun.