Gennem mange år havde Aske Nørby Bonde drømt om at blive optaget på uddannelsen i international udvikling i Genève.
Da han endelig blev optaget og rejste af sted, anede han ikke, om han havde råd til at færdiggøre uddannelsen. Han havde endnu ikke fået svar på, om han kunne regne med de 5.839 kroner, de fleste danske studerende får i SU om måneden, eller om han måtte finde pengene til mad og husleje andre steder.
Aske Nørby Bonde skulle komme til at vente længe.
»Det havde været min drøm i mange år at komme ind på lige præcis denne uddannelse. Jeg havde virkelig glædet mig, men det endte med at dræne mig for energi, at jeg ikke vidste, om jeg havde råd til at blive,« siger Aske Nørby Bonde.
Da han blev optaget på uddannelsen, sendte han med det samme en ansøgning til SU-styrelsen. Kort tid efter fik han afslag på et grundlag, som, han selv mente, var fejlagtigt.Aske Nørby Bonde havde taget en del af sin gymnasieuddannelse på en international skole i Norge og havde desuden taget sin bachelor i Canada.
SU-styrelsen mente, at han havde været for lang tid væk fra Danmark til at være SU-berettiget. Men ifølge CPR-loven betragtes unge på kostskole som bosiddende hos deres forældre, og derfor klagede Aske Nørby Bonde over afgørelsen.
Mens han ventede på svar fra SU-styrelsen, søgte han penge fra private fonde. Han arbejdede også i ferien mellem første og andet semester, ligesom universitetet i Genève gav ham et nødlegat, som dækkede brugerbetalingen på 15.000 kroner pr. semester. Leveomkostningerne stod han selv for.
»Jeg var så sparsommelig, som jeg kunne være, og boede i det billigste værelse, jeg kunne finde. Jeg købte aldrig mad i skolens kantine, men havde i stedet frokost og aftensmad med på skolen, så jeg kunne blive der hele dagen og studere.«
Aske Nørby Bonde sparede også på de sociale aktiviteter og lod være med at gå i biografen eller købe øl i byen. Han havde ikke noget imod at spare på byturene, men usikkerheden om, hvorvidt han ville blive nødt til at opgive studierne og læse i Danmark i stedet, tog meget af glæden fra studietiden.
»Det lå hele tiden i baghovedet, at jeg ikke vidste, om jeg havde råd til at færdiggøre min uddannelse. Uden at være alt for dramatisk, var det noget, jeg kunne ligge vågen og tænke på,« siger Aske Nørby Bonde.
Han sendte flere opfølgende breve til SU-styrelsen uden at få svar. I slutningen af februar, ti måneder efter at han havde sendt den første ansøgning, fik Aske Nørby Bonde endelig medhold i sin klage.
SU-styrelsen beklagede den lange ventetid og forklarede, at ansøgningen havde været »forlagt«. Han fik SU med tilbagevirkende kraft og kunne endelig være sikker på, at han havde råd til at få sin eksamen.
»Jeg er absolut ikke den eneste, der oplever dette her. Men jeg tror, at ti måneder er en af de længste sagsbehandlingstider, jeg har hørt om,« siger Aske Nørby Bonde.
I dag er han frivillig rådgiver i Danish Students Abroad, hvor han taler med mange, som har lignende problemer.
»Af og til modtager vi panikslagne e-mail om, at folk har gået et semester uden SU og ikke ved, om de har råd til næste måneds husleje,« siger Aske Nørby Bonde.»Særligt udlandsafdelingen i SU-styrelsen har en lang sagsbehandlingstid – væsentlig længere end for studerende som læser i Danmark. Selvfølgelig er det også mere teknisk kompliceret at tage stilling til SU i udlandet, men jeg forstår ikke, at det ikke kan lade sig gøre at få sagsbehandlingstiden ned.«