»Det var et af finansieringselementerne i forbindelse med den daværende skatte-reform.«
Så det var for at finde penge til nogle af de andre elementer?
»Lige præcis.«
Det, der står i lovforslaget, og som Kristian Jensen angav som den primære grund, er misbrug af ordningen. Hvor meget vejede det?
»Nu ligger det jo et stykke tid tilbage, men jeg husker godt, at der var en diskussion om, hvorvidt ordningen blev brugt til at dække måske lidt flere udgifter end egentlig tilsigtet. Jeg kan ikke huske, om det var det afgørende argument for, at det poppede op som finansieringsforslag.«
Hvor mange sager med misbrug havde I eksempler på?
»Det kan jeg så ikke lige huske. Jeg er ikke sikker på, der var et nærmere tal på det.«
De kilder, vi har talt med, har kun hørt om ét eksempel på misbrug ud af 3.000 sager det pågældende år. Var det ikke vildledende at angive misbrug som årsagen?
»Jeg husker, at det var et af argumenterne. Jeg kan ikke huske, om jeg er blevet præsenteret for specifikke tal på det. Men uanset, hvad argumentet har været, konstaterer vi jo bare i dag, at det var en fejl, og derfor vil vi genindføre det. Det har skabt problemer, og derfor mener vi, det retssikkerhedsmæssigt er det rigtige at genindføre det.«
Har I gjort jer nogle tanker om, hvordan man så slipper uden om problemet med misbrug?
»Der må man jo så se på, hvad der ligger tilbage i tiden af erfaringer. Hvis noget skal justeres, så er det selvfølgelig naturligt at tage op, når vi forhåbentlig kommer så langt.«
Kristian Jensen mente, at det ville være for administrativt besværligt at kontrollere misbruget. Har noget ændret sig i mellemtiden?
»Hvad angår de helt specifikke regler, vil jeg da gerne lytte til gode råd om, hvordan de kan indrettes helt konkret. Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver et meget lille problem at håndtere. Og jeg tror sådan set, virksomhederne er ligeglade med, at vi gjorde noget i 2009 og gør noget andet i 2013.«
I blev jo sådan set advaret om, at det ville blive et problem for retssikkerheden, da I afskaffede det. Hvorfor hørte I ikke bare efter i første omgang?
»Ja, det kan man jo sige. Vi troede ikke, at det ville være et problem, men der kan vi så konstatere, at vi tog fejl. Og så er vi jo heller ikke for fine til at sige, at vi også må rette op på det.«