En række Venstre-folk beskylder nu partisekretær Claus Richter (V) for at tale direkte usandt om mødet mellem formand Lars Løkke Rasmussen (V) og næstformand Kristian Jensen (V) under det skæbnesvangre hovedbestyrelsesmøde i juni. Det skriver Jyllands-Posten.

Claus Richter har forklaret, at kun han deltog i mødet med formanden og næstformanden. Og det er usandt, siger borgmester i Herning Kommune Lars Krarup (V) til Jyllands-Posten:

»Den udlægning, som Claus Richter har været ude med, er ikke sand, og jeg har ikke respekt for folk, der ikke taler sandt. Man skal sige sandheden, og ellers skal man holde sin mund«.

Han hævder, at han selv deltog i de afgørende minutter, hvor Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen blev enige om at fortsætte med Lars Løkke Rasmussen i front. Lars Krarup var ifølge en tidligere udmelding fra Claus Richter kun med inde i et minut, før mødet gik i gang.

I maj kom det frem, at Venstre havde købt tøj og sko til Lars Løkke Rasmussen for 152.000 kroner. Claus Richter har forklaret, at Venstre havde købt tøjet, og at Lars Løkke Rasmussen senere betalte for det tøj, han havde udtaget. Partisekretæren afviste, at en sponsor havde betalt for tøjet.

Siden kom det frem, at en sponsor havde betalt en del af regningen. Ifølge europaparlamentariker Jens Rohde (V) står Claus Richter tilbage med en laset troværdighed. Han siger til avisen, at der flere gange i forløbet har »været skiftende udsagn fra Claus Richter, som helt åbenlyst ikke har været i tråd med sandheden«.

Også socialordfører Eyvind Vesselbo (V) mener, at partisekretæren har troværdighedsproblemer.

Hverken Claus Richter, Lars Løkke Rasmussen eller Kristian Jensen vil ifølge Jyllands-Posten udtale sig.