Den danske udlændingepolitik skal betale for en stor del af de forslag, som Venstre kommer med i partiets oplæg til finansloven for 2015.

Venstre vil samlet finde 3,6 milliarder kroner ved at stramme reglerne på udlændingeområdet og skære i ulandsbistanden.

En milliard kroner skal ifølge partiets udspil findes ved blandt andet at skabe »mindre lempelige vilkår for asylansøgere, genindførsel af gebyrer for familiesammenføringer, nedlæggelse af Udlændingenævnet samt en række øgede krav til udlændinge ...«, hedder det i finanslovforslaget.

»Den store økonomiske besparelse, når det gælder udlændingeområdet, det er hvis vi får flere udlændinge ind på arbejdsmarkedet,« siger politisk ordfører Inger Støjberg (V).

Forslaget lægger sig op ad partiets udlændingeudspil fra august, hvor Venstre blandt andet lagde op til at gøre forskel på visse nationaliteter, når det gælder mulighederne for at få opholdstilladelse i Danmark.

»Derfor er det væsentligt, at vi ændrer sammensætningen af indvandring til Danmark, så flere kommer hertil for at arbejde og uddanne sig, mens flere kommer hertil uden at bidrage«, skriver Venstre i finanslovforslaget.

Venstre har de seneste år lagt op til stramninger på udlændingeområdet og fremlagde sidste år desuden et forslag om at skære omkring to milliarder kroner i ulandsbistanden.