Regeringen har varslet, at det er tid til en reform af gymnasierne, og som led i det store eftersyn af uddannelsessystemet opstiller Venstre på forhånd en række grundkrav, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge partiet ender for få gymnasieelever med en videregående uddannelse, og i foråret viste en opgørelse, at markant flere end tidligere har behov for at supplere studentereksamenen med ekstra fag for at komme videre i systemet.

Det er en torn i øjet på Venstres forskningsordfører, Esben Lunde Larsen (V), der er sat i spidsen for at udforme Venstres nye gymnasiepolitik.

»Vi lader unge gå igennem en ungdomsuddannelse, hvor de reelt ikke har de kompetencer, de skal have for at komme videre i systemet,« siger han til avisen.

Venstre vil blandt andet skærpe adgangskravene, så der skal stå mindst et fire-tal på karaktersedlen fra folkeskolen i dansk og matematik.

Derudover vil partiet rydde op i antallet af studieretninger og taler for en tilbagevenden i stil med den gamle sproglige og matematiske linjeinddeling på gymnasierne, som VK-regeringen selv afskaffede i 2005, skriver Jyllands-Posten.