Det er ikke kun nedtrapningen af børnechecken til velstående familier, Venstre vil ud af den skatteaftale partiet indgik med regeringen og de Konservative for kun fem uger siden. For kort tid siden foreslog Venstre nemlig også, at man annullerer planerne om at afskaffe en skatterabat til danskere, der arbejder i udlandet. Det drejer sig konkret om den såkaldte ligningslov paragraf 33a, der betyder, at danskere, der arbejder i udlandet, kan slippe for at betale dansk skat, men i stedet skal betale den skattesats, der gælder i det pågældende land.

- Det er et dårligt forslag, og derfor vil vi meget gerne medvirke til, at vi kan gøre skattereformen endnu bedre ved at få det her element fjernet, lød argumentet fra Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, i Politiken.

I dag understreger Torsten Schack Pedersen, at Venstre hele tiden har været kritiske over for dele af aftalen.

- Der har hele tiden været elementer, vi har været kritiske over for. Det er blandt andet det med børnechecken og det med ligningsloven paragraf 33a, og når der nu er en høringsrunde, der understreger de problemer, som vi også selv har påpeget tidligere, så bruger vi selvfølgelig det til at få tingene på bordet igen for at få en mere hensigtsmæssig løsning, siger han.

Men Venstre har sovet i timen, da man indgik en skatteaftale med regeringen, mener Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, efter at Venstre nu vil have genforhandlet den del af skatteaftalen, som omhandler børnechecken.

- Det er rent sjusk, når Venstre allerede fem uger efter skattereformen nu vil have den lavet om. Det er simpelthen dårligt politisk håndværk, at man ikke fik afklaret alt, inden man indgik reformen, for der er jo intet, der har ændret sig de sidste fem uger, siger Dennis Flydtkjær.

- Når Venstre allerede efter fem uger ønsker at genåbne skattereformen, så er det et klart tegn på sjusk, og at Venstre har sovet i timen, da aftalen blev forhandlet, siger han.

Ifølge Venstre er den del af aftalen, der handler om at skære i børnechecken for forældre, der tjener over 760.000 kroner årligt, uretfærdig. Partiet foreslår i stedet at afskaffe den nuværende bundgrænse på 40.000 kroner for beskatning af kapitalindkomst, hvilket ifølge Venstre kun vil ramme folk, der har større renteindtægter end renteudgifter og betaler topskat.

Hos Dansk Folkeparti undrer man sig over, at børnechecken pludselig er kommet på Venstres lystavle.

- Da Venstre gik ind til skatteforhandlingerne havde man kun to betingelser. Forringelsen af rentefradraget og folkepensionen skulle væk, men der var intet om børnechecken. Det kan derfor undre, at man her et par uger efter pludselig har fundet ud af, at der er flere dårlige ting i skattereformen, siger Dennis Flydtkjær.

Torsten Schack Pedersen vil ikke udelukke, at der kan dukke yderligere forslag til ændringer op ved gennemgangen af høringsforslagene.

- Det er velkendt stof, at det sker. Oven på skatteaftalen, Forårspakke 2.0, lavede vi også en række justeringer hen ad vejen på ting, som viste sig ikke at fungere, som vi havde håbet på. Det kan bestemt heller ikke være ukendt for Dansk Folkeparti, at man bruger høringsfasen af en skattereform til at lave justeringer. Det har vi senest også gjort med Dansk Folkeparti i 2009, siger han.

Dansk Folkeparti opfordrer partierne bag skatteaftalen til at åbne hele aftalen for genforhandling.

- Vi advarede allerede dengang om, at skattereformen var en gang bras, så man burde genåbne hele pakken, siger Dennis Flydtkjær.