Venstre: Politiet må op i gear
Også Venstre ryster på hovedet af politet i sagen om stenangreb på en familie, der i søndags måtte flygte fra stranden ved Skive. V kræver en forklaring på, at politiet ikke vil efterforske sagen.
Også Venstre ryster på hovedet af politet i sagen om stenangreb på en familie, der i søndags måtte flygte fra stranden ved Skive. V kræver en forklaring på, at politiet ikke vil efterforske sagen.
Politiet står til en større opsang i sagen om den midtjyske familie, der i søndags blev angrebet med sten af heilende unge mænd på stranden ved Skive.
Sådan lyder det fra Venstres retsordfører Kim Andersen efter at politiet til Berlingske selv har forklaret, at de ganske vist har registreringsnummeret på gerningsmændenes bil og et billede af dem. Alligevel vil politiet ikke røre ved sagen. Den er for lille og vil kun handle om overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Det giver en bøde på 1.500 kroner, har politiet forklaret Berlingske.
- Det er for dårligt af politiet. Dette har intet med ordensbekendtgørelsen at gøre - det er racisme. Det er anstiftelse til vold på offentligt areal, og det synes jeg, at politiet skulle tage meget mere alvorligt. Nu forventer jeg, at justitsministeren kommer med en redegørelse om, hvad der er sket i denne sag, siger Kim Andersen.
Gruppe af unge kronragede mænd begyndte med at råbe abe. Derefter kastede de mere end ti sten på størrelse med knytnæver og til sidst forfulgte de familien, som søgte skjul i et sommerhus.
Det er Stefan Singh Kailay, som i dag har fortalt historien til Berlingske. Hele familien kommer fra Midtjylland - bortset fra hans far, som i 1971 kom hertil fra Indien.
- Denne sag er håndteret alt for lemfældigt. Med alle de oplysninger politiet har, så synes jeg, de har været for defensive. Politiet må nu forklare sig, siger Kim Andersen.