Venstres landsorganisation burde i højere grad have sagt fra over for formand Lars Løkke Rasmussens forbrug på Venstres regning.
Det siger Preben Rudiengaard, tidligere folketingsmedlem og borgmester for Venstre, som reaktion på et nyt brev fra Venstre-ledelsen til medlemmerne, hvoraf det fremgår, at Løkke blandt andet har fået betalt en ferierejse for familien til Mallorca.
»Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad Claus Richter (partisekretær i Venstre, red.) synger af lange sange. Jeg mener helt klart, at ledelsen af Venstres landsorganisation har svigtet. Hvis Claus Richter ikke kan sige fra over Lars, så er det spørgsmålet, om han er dygtig nok til den rolle,« siger Rudiengaard til Berlingske og fortsætter:
»Lars er typen, der ikke tænker så meget over, at han skal til Mallorca. Så der er nogen, der skal sætte bremsen i. Organisationen burde have sagt til ham: Ved du hvad, Lars. Hvis du skal rejse med familien, så er det altså ikke Venstres medlemmer ude i de små partipartiforeninger, der skal være med til at betale for det her.«
Preben Rudiengaard, der var borgmester i Ribe fra 2001 til 2006 og folketingsmedlem i 1990-erne, frygter, at Løkkes nye bilagssag vil få Venstre-medlemmerne til at flygte.
»Jeg har været næstformand i en lille Venstre-partiforening. Vi havde store problemer med, om vi kunne hæve kontingentet med 25 kroner. Så når medlemmerne hører det her, så er jeg bange for, at de flygter. Og hvis først baglandet begynder at flygte, og formanden for Venstre får lov til at rejse til Mallorca for deres penge, så er jeg dybt bekymret for Venstres fremtid,« siger Preben Rudiengaard.

