Venstre har her til aften smækket døren i til forhandlingerne om en ny aftale om Kriminalforsorgen. Det fortæller Venstres finansordfører, Peter Christensen, til Berlingske Nyhedsbureau.
- Vi har sagt fra start, at vi ikke vil sidde og sige »ja« til højere regninger til danskerne, når vi ikke ved, om den samlede finanslov skaber arbejdspladser og vækst, siger Peter Christensen.
Meldingen fra Venstre kommer, efter at partiet tirsdag aften er blevet stillet over for et ultimatum af regeringen, der vil sløjfe fedt- og sukkerafgifterne mod til gengæld at hæve bundskatten og sænke personfradraget.
Ifølge Venstre har regeringen også været ultimativ i forhandlingerne om Kriminalforsorgen.
- Vi er igen blevet mødt af en regering, som var ultimativ og som ville have, at man skulle »ja« til deres finansiering uden at kende den ramme, det vil komme til at indgå i, siger Peter Christensen.
Regeringen lægger i sit udspil op til at finansiere blandt andet flere fængselspladser ved at skære på det offentlige tilskud til tandrensning, og det vil Venstre ikke gå med til, fordi det ifølge partiet vil gøre det dyrere at være dansker.
- Regeringen har valgt, at fængselspladser og tandlægebesøg skal kædes sammen. Det kan man generelt undre sig over, siger Peter Christensen.
Den radikale retsordfører, Jeppe Mikkelsen, ærgrer sig over Venstres farvel til forhandlingerne.
- De burde have været med til at tage ansvar for at løse de problemer, som vi står over for, og som vi jo er enige om, skal løses. Det er blandt andet de overfyldte fængsler og det store tilbagefald. Jeg havde gerne set, at alle partier støttede op om en aftale, men når det nu ikke kan blive sådan, løser vi det nok uden Venstre, siger han.
Ifølge Jeppe Mikkelsen har Venstre-folkene været alt for optagede af processen i forhandlingerne frem for selve indholdet af aftalen.
- Det er synd, for politikere skal diskutere politik. Venstre vil gerne se en samlet ramme, men sådan fungerer det ikke, og det gjorde det heller ikke under deres regeringstid. Det er altid et større kludetæppe, når en finanslov skal samles, siger den radikale ordfører.
Venstres tidligere regeringsmakker, Det Konservative Folkeparti, er klar til at gå med i forliget om Kriminalforsorgen.
- Vi er meget optaget af at styrke Kriminalforsorgen og især sikkerheden og hjemsendelse af udenlandske kriminelle til afsoning i hjemlandet. Det får vi, siger den konservative retsordfører, Tom Behnke.