Det er godt at se, at Venstre endelig tager ansvar og går i offensiven for EU.

For de danske folkeafstemninger, der har ført til en række undtagelser, har udviklet sig til rene nationale traumer hos de politikere, der egentlig er stærke tilhængere af et europæisk samarbejde.

De har ikke haft modet til at støtte visionen om et samarbejdende Europa af frygt for at lide flere nederlag ved nye afstemninger. Den britiske afstemning og efterfølgende Brexit har til gengæld vist, at hvis ikke man aktivt støtter EU, kan det hele ende i en politisk og økonomisk fragmentering, som alle vil tabe på.

Lars Løkke Rasmussens besøg hos den tyske kansler, Angela Merkel i torsdags, viste, at statsministeren er klar til at påtage sig en langt større rolle i debatten om EU. Danmarks fremtid ligger i EU, og selv om det er ærgerligt, at vi på en række områder har taget forbehold, så har briternes exit vist os én ting: Det kan godt være, at man opfatter EU som bureaukratisk. Men det er for intet at regne mod det, briterne kommer til at opleve, når de træder ud af det europæiske fællesskab.

Heldigvis er der en vis støtte at hente i befolkningen, som slet ikke er så EU-skeptisk, som man ellers antager. Brexit har givet EU medvind. Det er så åbenlyst, at briterne kan komme til at blive tabere i den skilsmisse.

For hvis man ikke vil være med i et fællesskab, så skal man »genopfinde« sig selv som en selvstændig nation omgivet af lande, hvor samarbejdet forlængst er sat i faste rammer. Kort sagt skal man forhandle med EU om alt. Og det er bureaukratisk.

Lars Løkke Rasmussen taler igen om at placere Danmark i hjertet af EU. På et gruppemøde i Venstre havde statsministeren den helt store positive EU-tone på, som Politiken skrev fredag. Og at Brexit har chokeret statsministeren har været kendt længe.

Lars Løkke Rasmussen sagde i et interview med Berlingske efter den britiske folkeafstemning, at »hvis nogen smider faklen, så må andre samle den op«. Det er det, han nu forsøger.

De danske politikere og også Venstre har alt for længe været bange for deres egen skygge i EU-debatten. Det er glædeligt, at man nu tør stå ved det, man egentlig mener: At man har viljen til at være med i samarbejdet og ændre det, der skal ændres og udvikle det, der skal udvikles. EU er langtfra perfekt.

Med til den gode historie er også, at EUs egne embedsfolk viser, hvad meningen med EU er. EU har en konkurrencekommissær, som tilfældigvis er dansk. Hun hedder Margrethe Vestager, og hun har været med til at placere EU som et europæisk samarbejdsorgan, man ikke løber om hjørner med.

Vestager har ført en række flotte kampe mod store internationale foretagender, som på den ene og den anden måde udfordrer eller rettere forsøger at udnytte EU.

Så når både EU-systemet tør og som Vestager har evnen til at tage de rigtige kampe for fællesskabet, og danske politikere heller ikke er bange for at stå ved fordelen ved EU, så står EU stærkt. Og det er nødvendigt i den tid, vi lever i.