Alternativet har sans for både udsmykning og slagord. Endevæggen i gruppeværelset på Christiansborg understreger f.eks. Alternativets krøllede æstetik og tankegang.

På begge sider af en pejs og et guldmalet spejl hænger filt med ord som »mod til at fejle og vildskab«, »frigørelsens projekt« og »handling nu«.

Partiet bragede efter valget i juni 2015 ind i Folketinget med ni mandater. Båret frem af dels en lede ved den til tider brutale politiske kultur på Christiansborg, dels en frustration over den politiske konsensus om at landets mange små hamsterhjul skal dreje stadig hurtigere for at sikre økonomisk vækst.

På mange måder faldt valget og det borgerlige Danmarks flertal heldigt ud for Alternativet, fordi partiet på det tidspunkt endnu var et spædt projekt for den politiske leder Uffe Elbæk, som bl.a. er tidligere rektor for uddannelsen KaosPiloterne og tidligere kulturminister for Radikale Venstre.

Alternativet risikerede simpelthen at blive mast, hvis det havde debuteret som støtteparti for en socialdemokratisk ledet regering, lyder partiets egen analyse.

I dag er helt anderledes, vurderer partiet selv. Medlemstallet har rundet 11.000, og foreløbig 90 lokalafdelinger forbereder sig på efterårets kommunalvalg, hvor målet bl.a. er at erobre borgmesterposter i København og Aarhus. Med den frafaldne socialdemokrat Pernille Schnoor har partiet fået et tiende folketingsmedlem. Og hvor Alternativet ved folketingsvalget i 2015 fik 4,8 pct. af stemmerne, står det ifølge Berlingske Barometers vægtede gennemsnit til en fremgang til 5,5 pct. af stemmerne.

For at beskrive alternativisternes verden – i hvert fald en flig af den – har Berlingske den seneste tid fulgt arrangementer på og uden for Christiansborg, som partiets kræfter har været involveret i.

For at begynde på Borgen foregår tingene, ja, alternativt. Partiets ugentlige gruppemøder er f.eks. en »eksperimentel zone for ligestilling og mangfoldighed« med kønsopdelt talerække. Alternativet har også tilknyttet en fast huskunstner, som sætter yderligt præg på Christiansborgs ridebane.

Alternativets politiske modstandere i egen rød blok indvender, at det er én stor omgang tågesnak. Sidste år kaldte f.eks. Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, Alternativet et »blufnummer« i Jyllands-Postens spalter. Et sted, hvor folk går hen, fordi det føles rart, men som er håbløst.

Kritikken gjorde Uffe Elbæk lidt mindre fredsommelig end normalt, og han afviste bl.a. at svare på, om han vil støtte S-formand Mette Frederiksen som Danmarks næste statsminister. Et scenarie, som ikke er blevet lettere at visualisere, eftersom S og Dansk Folkeparti går stadig mere i takt.

Sidste måned kom også et angreb fra tidligere SF-formand Villy Søvndal, som i Politiken beskrev en stemme på partiet som »russisk roulette«.

Men Alternativet nægter fortsat at anerkende de traditionelle logikker på Christiansborg. Politik skal ifølge partiet ses i forhold til tre bundlinjer: En økonomisk, en social og en grøn. På partiets årsmøde i sommer betonede Uffe Elbæk også behovet for at »kickstarte en venlig revolution«.

På Alternativets gruppemøde denne uge forholdt folketingsmedlemmerne sig til aktuelle politiske forslag fra andre partier. Eksempelvis VLAK-regeringens lovpakke »Bander bag tremmer«, der bl.a. lægger op til at skærpe straffen for besiddelse af skydevåben. Og som ifølge Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, lyder som »en dårlig Hollywood-film«. Han medgav, at der er reelle problemer, men savnede evidens for, at strengere straffe virker præventivt og/eller resocialiserende. Gruppen enedes om at bede regeringen om sådan evidens.

Entusiasmen var større, da transportordfører Roger Matthisen efterfølgende – og uden hensyn til kønsopdelt talerække – præsenterede et forslag om at lempe straffen for at køre bil efter at have røget cannabis.

»Det er et meget, meget vigtigt og historisk lovforslag,« sagde Roger Matthisen.

Gruppeformand Josephine Fock konstaterede hurtigt opbakning til at stemme for forslaget.

Efter 28 minutter ankom Uffe Elbæk i en grå trøje med ordene »peace and forgetfulness«. Han satte sig på en sidebænk med øjnene rettet skiftevis mod sin telefon, skiftevis mod forsamlingen, som talte en MFer klædt i camouflagejakke, to akademiske medarbejdere med langt hår i knolde og seks 15-årige folkeskoleelever, som gabte på skift.

En anden side af Alternativet viste sig, da afdelingen København i sidste uge markerede kvindernes internationale kampdag. Det skete med et debat-arrangement under titlen »Er Christiansborg en gammel gris?«

Sorte BHer hang som guirlander gennem det fyldte lokale i indre København. Inviteret var Susan Simonsen, som er aktuel med bogen »Det magtfulde og det underdanige« om hendes oplevelser af hierarkier og sexisme som praktikant på Christiansborg. Hun blev interviewet af Mira C. Skadegård, som forsker i diskrimination ved Aalborg Universitet.

Susan Simonsens bog har fået en temmelig hård medfart. Ekstra-Bladets kommentator Mads Kastrup mente eksempelvis, at »der må være tale om et curlingbarn, der efter noget nær et weekendbesøg i virkeligheden erklærer, at den bør laves om«.

Men hos Alternativet lyttes der til Susan Simonsen. Og som et eksempel på den skjulte magt, hun oplevede, forklarede hun, at hun som praktikant i et ministerium en morgen blev spurgt af ministeren, om han måtte se hendes tatovering i nakken. Det indebar, at hun måtte trække blusen ned.

Forskeren bemærkede, at det ramte ned i det »medvirken-begreb«, som hun arbejder med: At en person stilles i en situation, hvor vedkommende ikke har mulighed for at gøre andet end at medvirke til undertrykkelse.

Betragtningen udløste følgende replikskifte:

»Der er forskellige eksempler i bogen. Og lige det hér tror jeg egentlig meget bare var et ønske om at møde mig et sted. Altså have en venlig samtale,« sagde Susan Simonsen.

»Men alligevel krops-grænseoverskridende. Du skal tage dit tøj af. Han går ind i din sfære for at være venlig,« sagde Mira C. Skadegård.

»Ja, og det, der er det svære ved det, er jo, at man negligerer det bare for at overleve i det.«

Senere på aftenen konkluderede forsamlingen, at Christiansborg i hvert fald har en problematisk magtstruktur.

I anledning af VLAK-regeringens første 100 dage for nylig udsendte Statsministeriet en oversigt, som viste, at 16 politiske aftaler er blevet indgået siden tiltrædelsen. Blot fire af dem har Alternativet lagt stemmer til, herunder aftalerne om Danmarks fortsatte tilknytning til Europol efter 1. maj og om bedre lægedækning. Kun Enhedslisten har ifølge oversigten indgået færre politiske aftaler i perioden.

Men samlet set afviser Uffe Elbæk, at Alternativet har fået begrænset politik ud af vælgernes store opbakning. Onsdag aften på en café på Vesterbro Torv fremhæver han, at det er lykkedes at gennemføre forslagene om borgerdrevne beslutningsforslag og om medicinsk cannabis. Han mener også, at det er lykkedes at opbløde kulturen på Borgen.

»I betragtning af at vi er spritnye. At vi kun har været på Christiansborg i små to år. At vi ikke er en del af et politisk flertal. Ja, så synes jeg faktisk, det er super, superokay,« siger Uffe Elbæk.

Umiddelbart inden holdt han oplæg til Fuckup Nights hos Republikken, der er et kontorfællesskab for iværksættere og andre selvstændige. Selve Fuckup Nights er et koncept, som begyndte i Mexico, og som handler om at omfavne sine fiaskoer.

Uffe Elbæk valgte at fortælle om, da han i 1996 og som leder af KaosPiloterne desperat manglede penge til hele den organisation, han havde flyttet til San Francisco i USA. Han fik arrangeret et møde med den administrerende direktør for Bank of America, og det gik kort fortalt ikke som håbet.

Uffe Elbæk kunne også have valgt at fortælle om, hvordan han i 2012 trak sig som kulturminister på baggrund af beskyldninger om at have placeret fem arrangementer for i alt 150.000 kr. på Akademiet for utæmmet Kreativitet, AFUK, hvor han selv havde været bestyrelsesformand, og hvor hans mand senere blev ansat. Rigsrevisionen frifandt efterfølgende Uffe Elbæk for anklagerne.

Historien om AFUK havde bare ikke haft samme opbyggelige pointe som dén med bankdirektøren: At han var for fokuseret på, hvad han ville have ud af mødet. Og alt for ufokuseret på, hvad han kunne give.

På caféen beskriver Uffe Elbæk efterfølgende, at partiet Alternativet er den hjælperaket, der skal få Alternativet som bevægelse og politisk platform op at flyve.

Et af skudsmålene er, at Alternativet er en snakkeklub, som opstiller utopier, og anerkender du, at …

»Overhovedet ikke. Jeg har lige siddet og fortalt dig om alt, hvad vi har lavet,« afbryder Uffe Elbæk.

»Du snakker ikke 11.000 mennesker ind i en forening. Du snakker ikke 90 lokalforeninger op med bestyrelser, som afvikler lokale generalforsamlinger. Du snakker heller ikke tilsvarende initiativer op i andre lande. Det er virkeligt. Jeg vil ikke tage dit ord i munden, og hvis nogen bruger det, ser de kun en lille del af det store billede. Men det er selvfølgelig også det, som du er på opdagelse efter nu.«

Risikerer I ikke, at bevægelsen falder sammen, hvis I en dag skal tage penge fra folk eller træffe andre ubehagelige beslutninger?

»Vi har diskuteret og kommer til at diskutere, hvor vores røde linje er, hvis vi skal være støtteparti for en socialdemokratisk mindretalsregering eller en regering med flere partier. Og vi mener helt alvorligt, at vi ikke er bange for at vælte en regering, hvis vores smertepunkt bliver nået. Men vi ønsker det ikke. Og derfor siger vi også, lad os få opbygget en tillid,« siger Uffe Elbæk.

Alt det har jeres venner på venstrefløjen ikke ret meget til overs for. Henrik Sass Larsen kalder jer for et bluffnummer. Villy Søvndal sagde, at en stemme på Alternativet er russisk roulette…

»Jeg smilede meget bredt, da jeg hørte begge dele. At høre Villy Søvndal belære os om, hvordan man bedriver succesfuld politik på Christiansborg. Dér vil jeg bare sige: Hvordan var det lige, det gik, Villy? Og i forhold til Henrik Sass? Ja, heldigvis kender vi mange andre gode progressive socialdemokrater, som mener det stikmodsatte af Henrik Sass. Jeg synes, det falder tilbage på afsenderne.«

Han holder en kort pause og letter igen:

»Vores egen selvforståelse er, at det, vi har gang i, er meget større end Christiansborg.«