Jeg havde i sidste uge den blandede fornøjelse at opholde mig hele tre gange i vores allesammens Copenhagen Airport. Og den får en finger af mig, for nu at bruge lidt lufthavns-lingo, som de vel især forstår derude i Kastrup. En langstrakt finger til A: priserne. B: service-niveauet. C: udsigten.
Nu må vi så lige slå fast, at vi skatteborgere (desværre) ikke ejer lortet mere, lige såvel som Post Danmark, Tele Danmark og ikke mindst DONG blev solgt fra til gavn for alle andre end dig og mig. Kort sagt ejer staten 39,2 procent af lufthavnen, resten er overtaget af udenlandske investorer, der hvert år hiver milliarder hjem på kontoen. Blandt andet til en af de største ejere, Ontario Teachers’ Pension Plan, hvorfor jeg altså støtter en flok pensionerede lærere fra Canada, når jeg betaler overpris for en sølle hotdog.