Hverken Christian IV eller hans søn Frederik kunne beskyldes for at være blødsødne. Og det var ikke et udslag af næstekærlighed, at jøder fra Europas fjerne egne fra midten af 1600-tallet fik tilladelse til at slå sig ned i kongens by. Men velkendt var det, at medlemmerne af den jødiske stamme, som man sagde, var driftige folk, der forstod sig på handel og fabrikation af varer og derfor ofte var ganske velhavende mennesker. Det var noget, som regenterne til gengæld havde en udtalt svaghed for.

Perioden efter trediveårskrigen var økonomiske trængselstider, og der var behov for opbygning af et erhvervsliv med fabrikationsvirksomheder af snart sagt enhver art og et net af afsætningskanaler, således at riget kunne blive selvforsynende med varer. For overskud på handelsbalancen var i den gængse økonomiske teori grundlaget for et liv i lykke og velstand. Det arbejde var jøder af fremmed herkomst hjertelig velkomne til at tage del i.

Kommercekollegiet, der var en slags handelsministerium, udformede derfor i 1672 et forslag til, hvorledes jøder kunne lokkes til landet ved hjælp af toldfrihed og skattebegunstigelser. Det ville skabe rigdom. Til gengæld for deres dygtighed og flid skulle indvandrerne nyde fuld religionsfrihed. Men – og det var vigtigt – forslaget omfattede langt fra alle af jødisk herkomst, for der var forskel på jøder: De spanske – eller som man yndede at kalde dem: De portugisiske – var veluddannede, velhavende og flittige, hvorimod de tysk-polske jøder havde et slet renommé som uskolede og dertil fattige. Dem var der ingen grund til at lukke ind i landet, for de ville bare være en belastning, og en hoben tiggerjøder i de københavnske gader var ikke nogen rar tanke. Statskollegiet skulle nu tage stilling til forslaget. Skattebegunstigelser og toldfrihed kunne man acceptere, men religionsfrihed var udelukket. Det var et skråplan, som kirkefolket advarede imod, og da Christian V også havde sine bange anelser, blev den idé lagt i mølpose. Alligevel fik jøderne i byen tilladelse til at afholde gudstjeneste under private former hjemme hos hofjuveler Israel David i 1684. Økonomien måtte man trods alt tage hensyn til.

Allerede i 1651 havde nationen fået sin første lovgivning på området. Den bestemte, at ingen jøder måtte opholde sig i landet uden et såkaldt lejdebrev, men hvordan et lejdebrev kunne bringes til veje, stod der intet om i loven. Den tilføjelse kom først 75 år senere.

Formelt var grænsen altså lukket, hvis man ikke havde kongens personlige tilladelse til at slå sig ned i København, og en sådan opnåede man kun ved at have ydet en særlig tjeneste på højeste sted og være i besiddelse af en passende formue. Men noget gik galt, for i København begyndte illegale jøder at dukke op. Magistraten fik derfor pålæg om at rense ud i rækkerne i 1678, hvorefter enhver person uden lejdebrev i løbet af otte dage skulle være ude af landet. Det var drastisk, men beslutningen havde tilsyneladende kun begrænset effekt, og tre år efter kostede det 1.000 rigsdaler i bøde at opholde sig i hovedstaden uden lejdebrev.

Et godt rundt beløb, som ingen fattig jøde naturligvis kunne betale, og det blev udgangspunkt for en kongelig forordning af 9. september 1726, hvorefter man som jøde kunne erhverve sig et lejdebrev med ret til ophold i København, hvis man vel at mærke var i besiddelse af en formue på 1.000 rigsdaler, hvis man ejede eller lod opføre et anerkendelsesværdigt hus eller ditto virksomhed til tobaks- eller klædefabrikation og endelig, hvis man aflagde troskabsed og fik borgerskab på rådhuset.

Det var krav, som sikrede, at man fik de rigtige folk til byen og slap for uønskede fremmedelementer, hvilket magistraten takkede kongen for i en skrivelse to måneder senere. Men i brevet var vedhæftet en advarsel. For jøderne kunne snyde med de 1.000 rigsdaler ved at lade dem gå på omgang mellem slægt og venner. Bedst ville det derfor være, hvis magistraten selv gav opholdstilladelse i hvert enkelt tilfælde.

På rådhuset var man ikke tryg ved tilstrømningen af jøder. De kunne blive ubehagelige konkurrenter for de handlende, og med deres isolerede levevis med egne regler for dit og dat udgjorde de et generende fremmedelement i bylivet. Det var der udbredt enighed om.

Men pø om pø vænnede man sig til dem. De blev en del af hverdagslivet, og selv om problemerne langt fra var ryddet af vejen, opnåede jøderne stort set de samme rettigheder som den øvrige befolkning i 1814. Da var der gået små 200 år, siden de første var blevet lokket til byen. Ting tager tid.