Du skal i stigende grad tage dig af din gamle mor. Hvis du bliver arbejdsløs, er din samlevers løncheck afgørende for, om staten vil hjælpe dig økonomisk. Og du skal forpligte dig meget mere på at engagere dig i dine børns skolegang, for også her skal familien trække for. Konsekvenserne af de mange velfærdsreformer er, at familierne bliver mere afgørende for den enkeltes liv og levned.

Et af de seneste eksempler er de nye regler om gensidig forsørgerpligt i den kontant­hjælpsreform, som trådte i kraft ved årsskiftet. Reformen betyder, at færre vil kunne få kontanthjælp, fordi deres samlever, uanset om de er gift eller ej, tjener for meget. Et andet – som modsat kontanthjælpsreformen rammer toppen af samfundet – er indkomst­reguleringen af børne- og unge ydelsen, som trådte i kraft efter nytår, for forældrepar, der tjener mere end 712.600 kroner om året. Et tredje er, at dagpengenes dækningsgrad i dag er langt mindre end i forne tider, hvor dagpengene svarede til godt 80 procent af en almindelig LO-løn.

Udviklingen peger én vej: Velfærdsstaten giver nu nogle af de opgaver tilbage, som den i har taget fra familierne over de sidste 50 år. En udvikling, som et bredt flertal i folketinget har bidraget til, så det er forventeligt, at der kommer mere af det i fremtiden, siger Torben Tranæs, der er forskningschef i Rockwool Fondens Forskningsenhed.

»Samlet set har vi bevæget vi os i retning af, at familierne får mere ansvar og større indflydelse. Vi er langt fra at være på vej tilbage til tiden før velfærdsstaten, men der er taget nogle små skridt tilbage fra den omfattende overførsel af opgaver og ansvar fra familien til det offentlige, som velfærdsstaten bragte med sig,« siger Torben Tranæs.

Han peger bl.a. på ældreområdet, hvor man kan forvente, at familien kommer til at spille en større rolle for den enkeltes velfærden.­

»Fordi der bliver flere og flere ældre, bliver det en stadig større udfordring for de offentlige budgetter at tilbyde et serviceniveau, som er højt nok til at tilfredsstille alles forventninger. I fremtiden vil flere ældre enten selv betale for ekstra service ud over, hvad det offentlige tilbyder, eller også vil deres voksne børn assistere i et eller andet omfang.«

Velfærdsstat og familien er forbundne kar

Tranæs’ analyse af en velfærdsstat, der trækker sig lidt tilbage og satser på at mobilisere familierne, bakkes op af Kristian Weise fra centrum-venstretænketanken Cevea.

»Vi er ved at gøre vores velfærdsmodel mindre unik, så den kommer til at ligne den, man har i store dele af resten af Europa. Ydelserne er blevet sat ned, og nu bliver det også italesat, at familierne er dem, der i første omgang må tage hånd om den enkelte, og staten først skal træde til, når man ikke kan det. Det er noget andet end principperne bag den klassiske skandinaviske velfærdsstat,« siger Weise.

Vi betræder altså andre og mindre generøse stier end den kurs, som ingeniørerne bag den klassiske velfærdsstat udstak i 50erne og 60erne. Det fører uundgåeligt til ændringer i vores adfærd og værdier, siger Henrik Jensen, lektor på RUC, der i 2006 udgav det kulturhistoriske værk »Det faderløse samfund«, som bl.a. afdækkede en udvikling, hvor dyder som pligt, ansvar og autoritet er blevet udgrænset til fordel for velfærdsrettigheder og individualisme.

»Forholdet mellem velfærdsstat og familie­ fungerer som forbundne kar – hvis der er meget velfærdsstat, så bliver familien tilsvarende svækket og omvendt, når velfærdsstaten fattes penge og trækker sig tilbage, så kommer familien til at genvinde betydning. Selvfølgelig kan det lokale civilsamfund også blive styrket, men det er først og fremmest familien. Det betyder, at noget af den pligt­følelse, som velfærdsstaten passiviserede, kan blive vakt til live igen,« siger Henrik Jensen.­

Reformer med værdipolitisk klangbund

De senere års reformdebat har ellers været ført på økonomernes og de statskundskabsuddannedes præmisser, hvor begreber som finansiel holdbarhed, konkurrencestat og 2020 har domineret. Men den begyndende styrkelse af familien vidner om en værdi­politisk klangbund i reformerne, og den berører en helt central nervetråd i efterkrigstidens Velfærds-danmark, nemlig vores friheds­begreb. Modsat f.eks. USA, hvor frihed bliver forstået som individets uafhængighed fra staten, som man vinder via markedet, blev frihed i Danmark forstået som frigørelse fra konsekvenserne af et uretfærdigt marked. En frigørelse som velfærdsstaten leverer. Den frie og lige afgang til sundhed og uddannelse – og senere også SU og betydelig kompensation under arbejdsløshed – er eksempler på, at staten frigør individet fra sine sociale vilkår.

Dansk personlig frihed blev i løbet af forrige århundrede i høj grad en skatte­finansieret og statssanktioneret individualisme – eller som man hører nogle borgerlige formulere det: frihed for andres penge. Far og mor skulle ikke kunne bestemme, hvad deres afkom skulle studere på universitetet med henvisning til, at de finansierede studietiden. Den regning tog staten, og på den måde blev det muligt for den enkelte at vælge frit. Det er den frihed, de nye reformer begynder at pille ved.

Torben Tranæs analyserer:

»En stor og universel velfærdsstat blev jo betragtet som forudsætning for det moderne samfund, så for eksempel unge mennesker havde mere frihed til at vælge deres liv, når nu ikke de skulle tage sig af deres forældre. Det var den slags frihed, der var bred samfunds­mæssig støtte til. Som jeg læser det politiske landskab, så synes man, at det er gået for vidt, og at man på nogle udvalgte områder gerne vil gå et par skridt tilbage.«

Dermed peger Tranæs på, at den politik, som regeringen og et bredt flertal i Folketinget fører, ikke blot er nødvendighedens politik – der er et element af værdipolitisk tilvalg i det.

»Der er bred værdipolitisk enighed om, at det vil være positivt på visse områder at give familierne mere ansvar. Men det kommer også til at betyde, at vi ad åre vil få større sociale forskelle. Men det tror jeg, at man er klar over, idet man byder de adfærds­ændringer, der følger med mere ansvar, velkommen. Noget i stil med: Det skal ikke ende i ulykke, men de valg, individet træffer, må gerne have konsekvenser. Det er den anden side af være en myndig borger, der træffer sine egne beslutninger«

Glæde og bekymring

Hvor Torben Tranæs afholder sig fra at vurdere udviklingen som god eller dårlig, vil Henrik Jensen gerne bekende kulør. Han støtter udviklingen, men ser med en vis bekymring på danskernes muligheder for at genopfriske familieansvarets gamle dyder:

»Vi har alt for meget velfærdsstat og alt for lidt civilsamfund. Men det er i høj grad et spørgsmål, om familierne efter årtiers velfærd er rustede til det. Min fornemmelse er, at i det omfang, det bliver nødvendigt, at familien træder til, så vil familien gøre det. Men det er også klart, at vi kulturelt ikke er gået usvækket igennem en så markant fase med velfærdsbetinget individualisering og selvrealisering, så vi uden problemer kan omstille os til en situation, hvor man skal ofre sig mere for sin familie. Det vil give noget tænders gnidsel,« forudser Henrik Jensen.

Hos Kristian Weise i centrum-venstre-afsnittet af det politiske spektrum er der til gengæld bekymring at spore.

»Problemet er, at vi laver en masse små reformer, hvor der er gode argumenter for de fleste af dem hver især, men tilsammen er det store billede, at vi er ved at ændre vores velfærdssystem generelt, uden at vi har en stor debat om det. Dermed kommer vi til at mangle et kompas over, hvordan fremtidens velfærdssamfund skal se ud. På den måde kan vi risikere at gentage nogle af de sociale problemer, man ser i for eksempel Stor­britannien,« siger Weise.

Han noterer sig yderligere, at selv om vi bevæger os i retning af en mere borgerlig udgave af velfærden, så er det faktisk ­centrum-venstre, der taler om det.

»Den form for velfærdsstat, man har i for eksempel Tyskland, blev bygget op af borgerlige kristendemokrater, mens vores højrefløj slet ikke i samme grad har italesat, at det er familien, der er første led i det sociale sikkerhedsnet. Det er interessant, at de små ansatser til det faktisk er kommet fra centrum-venstre, de Radikale i forhold til indkomstregulering af folkepension og Socialdemokraterne i forhold til den gensidige forsørgerpligt.«

Borgerlig uenighed

At der er noget om Weises pointe om, at familie-værdipolitikken ikke står så stærkt hos de danske borgerlige, kan man finde bekræftet hos Venstres familieordfører, Louise Schack Elholm. På den ene side anser hun det for »ganske rimeligt«, at man i tilfældet kontanthjælpsreform gør borgerne mere familieafhængige, til gengæld vægrer man sig i Venstre for at komme med flere forslag i den dur.

»Jeg synes, det er ganske fornuftigt og rimeligt, at man skal passe på sig selv og sine. De offentlige budgetter er under pres, og så er man nødt til at prioritere i midlerne. Og der har været en tendens til, at for mange har lagt ansvaret fra sig og over på staten. Men Venstre har ikke nogle yderligere tiltag på bedding i den retning, fordi for eksempel indkomst­regulering af SU og pension vil fungere som indirekte skattestigninger.«

Ifølge cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen, står de borgerlige, der efter alt at dømme atter sidder med regeringstømmeret­ i hænderne inden for halvandet år, her ved en korsvej. Hvis man vil have familien til at betyde mere, så skal man gøre det, man undlod at gøre under den tidligere VK-regering – gennemføre markante skattenedsættelser.

»Ud fra et borgerligt synspunkt er det jo god snusfornuft, at man ikke skal have det offentlige til at donere børnecheck og gratis uddannelse til dem, der selv kan betale. Men der er et stort problem ved det, for når man indkomstregulerer offentlige ydelser, som man gør nu med børnechecken, virker det ligesom en forhøjelse af marginalskatten på arbejde. Beregninger fra de økonomiske vismænd viser, at øger man skatten for de ti pct. rigeste, så giver det negativt provenu til statskassen, fordi den gruppe så arbejder mindre. Hvis man skal løse det dilemma, bliver man nødt til at tænke det sammen med en meget stor skattereform, hvor man sænker marginal­skatterne rigtig meget, især i toppen.«

K vil styrke familien

Netop den sammentænkning af familie-værdier og skattereform vil Det Konservative Folkeparti dog gerne gøre sig til talsmand for. Mai Mercado, familieordfører hos K, siger:

»Det vil være helt afgørende for os, at familierne kommer endnu mere centrum i fremtiden, og at vi tænker en skattereform ind. Derfor var det positivt, at vi med ­kontanthjælpsreformen fjernede den fordel, der var ved ikke at være gift, fordi vi mener, det er en værdi i sig selv at være gift. Og vi vil gerne se på kontanthjælpen igen og sætte ydelsen ned igen, for den er stadig for høj. Vi mener også, at man skal udvide mulig­hederne for børneopsparing for på den måde at få familierne endnu mere på banen.«

Men de konservative forhåbninger møder parlamentariske udfordringer med Dansk Folkeparti. Værdiordfører Pia Kjærsgaard bryder sig ikke om et skærpet bytteforhold mellem familie og stat.

»Vi skal ikke have en nedskæringspolitik, der betyder, at så må familierne gøre mere selv. Selvfølgelig er det kun godt, at familierne rykker tættere sammen, og man gør mere for de gamle forældre eller passer sine børn selv, men det skal være på baggrund af holdninger, ikke reformer. Det bliver ikke med DFs opbakning. Der er nogle i blå blok, der siger, bare vent til vi kommer til, så skal vi lave reformer, men der er lavet masser af reformer, og det gør mange utrygge. Måske skulle vi have en reformpause.«