Regnen siler ned over Danmark, og den kommer også til at tromme på ruden fredag. Der kommer dog mindre vand end det gjorde torsdag, selvom der nogle steder i landet er risiko for skybrud.

- Fredag kommer der en lang periode med regnvejr, og efterhånden vil der komme ophold i regnen - de steder, hvor der falder mest, vil der komme omkring 15 millimeter, siger Jens Ringgård Christiansen, meteorolog hos TV2 Vejret.

Keder du dig i regnen? Spil Berlingske Bezzerwizzer

Hos Danmarks Meteorologiske Institut varsler man fredag morgen om risiko for lokale skybrud over Fyn, Sjælland, Lolland, Møn og Falster. Skybrud er når der falder 15 millimeter regn på en halv time eller mindre.

DMIs prognose melder om regn, regn, regn helt frem til onsdag i næste uge. Derefter er det for usikkert at forudse vejret. Hvor meget nedbør, der falder de kommende dage kan variere, oplyser DMI, men det ustadige vejr skulle være sikkert.

TV2 Vejret er en smule mere optimistiske og drister sig til at spå om flot sommervejr fra midten af næste uge.

46 millimeter regn torsdag

Vender vi tilbage til fredagens vejrsituation, så er det efter TV2 Vejrets opfattelse, den centrale del af Danmark, som formentlig kommer til at opleve mest regn. I Østjylland, Fyn og Vestsjælland skal man altså nok huske paraplyen og regnfrakken.

Over torsdagen faldt regnen hårdest over Gedser på Falster. Hele 46 af millimeter faldt der over den syddanske ø, og det er en betragtelig portion, især når man sammenholder det med, hvor meget regn der plejer at falde i juli måned.

- På Sydsjælland kommer der normalt 62 millimeter i juli måned, så det har regnet temmelig meget, siger Jens Ringgård Christiansen, meteorolog hos TV2 Vejret.

København fik også en del vand. Ved Københavns Lufthavn har man målt 35 millimeter. På Bornholm, hvor man torsdag mente, at regnen ville falde tungt, slap man med omkring 20 millimeter.

- Det er slet ikke tal, der kan sammenlignes med det regnvejr, som vi kan sammenholde med det, som vi fik d. 2. juli - men derfor er det et godt gedigent regnvejr alligevel, siger meteorologen.

Fyn og Jylland har fredag morgen stort set, endnu, ikke set noget til regnen. Her har man fået under fem millimeter.