Tidligt søndag morgen døde to bilister i en trafikulykke, der involverede en spøgelsesbilist, på motorvej E45 i Nordjylland. Men generelt er antallet af spøgelsesbilister faldende i 2015, viser tal fra Vejdirektoratet.

I første halvår af 2015 blev der rapporteret om 47 spøgelsesbilister. Det er 31 færre end i 2014 og det laveste antal i ni år.

Men årsagen til det pludselige og markante fald er svær at blive klog på, siger Niels Tørsløv, der er trafikdirektør i Vejdirektoratet:

»Vi ved ikke, hvad årsagen er. Det er et markant fald i år sammenlignet med sidste år, og det glæder vi os over, ligesom tallene for trafiksikkerhed ser ud til at være i bedring. Men præcist hvorfor faldet er så markant, kan jeg ikke svare dig på. Det ved vi ikke,« siger Niels Tørsløv, der dog peger på, at der er kommet mere opmærksomhed på problemet i de seneste år:

»Der er en stigende opmærksomhed på problemet, og det kan i sig selv være med til at få trafikanterne til at passe mere på. Når vi snakker med medierne hjælper det. At jeg snakker med dig nu er jo også med til at øge opmærksomheden på problemet.«

Vejdirektoratet har gennemført en række forsøg på en håndfuld steder i landet. Men det er ikke de forsøg, der alene kan have ført til det massive fald, siger Niels Tørsløv:

»Det er rigtig svært at gøre noget ved det her. Vi har lavet forsøg på ramperne en håndfuld steder i landet, hvor man kan advare bilister, der er på vej ned af den gale rampe. Men det er ikke det forsøg, der gør, at tallet er faldet. Det er jeg ret sikker på,« siger han.

Det er en gåde, hvorfor der er så relativt mange bilister, der til stor fare for sig selv og andre forvilder sig ud i den forkerte retning på landets veje.

Problemet er dog langt fra et dansk problem. Derfor taler Vejdirektoratet også løbende med udenlandske kollegaer, som står med samme udfordring, siger Niels Tørsløv.

»Vi taler med vores kollegaer i udlandet for at se, om vi kan stjæle gode løsninger eller låne af hinanden. Men der er bare ikke nogle af os, der har fundet det gyldne æg endnu på det her punkt, og det er et problem,« siger han.

Hvis tendensen fortsætter i 2015, ender vi med at se omkring 100 spøgelsesbilister på de danske veje. Til sammenligning blev der rapporteret omkring 200 spøgelsesbilister i 2010.