»Det var virkelig kærlighed ved første blik.« John Mackey lød som en kåd teenager, da han skulle fortælle, hvordan USAs førende økologiske fødevarekæde var endt i favnen på mægtige Amazon.

På papiret er det modsætninger, der mødes, når John Mackey har solgt sit livsværk, Whole Foods Market, til Amazon. Nogle vil måske mene, at han har en del at forklare. Hvordan kunne veganeren Mackey, kendt for økologi og kvalitetsvarer til lidt pebrede priser, sælge ud til netbutikken, der med sine lave priser er blevet en frygtindgydende konkurrent for de fleste fysiske forretninger?