I den østitalienske by Atessa i dalen Val di Sangro ligger formentlig verdens største varebilsfabrik.
Sevel-Van di Sangro hedder fabrikken, som årligt bygger 300.000 varebiler af mærkerne Fiat Ducato, Peugeot Boxer og Citroën Jumper. Det er Fiats fabrik, men samarbejdet mellem Fiat og PSA (Peugeot S.A.) har eksisteret i bedste velgående siden 1981.
Området Val di Sangro er for de fleste italienere et rekreationsområde tæt ved Adriaterhavet, men for lokalbefolkningen er det den lokale varebilsfabrik, der er det vigtigste, for cirka 6.600 indbyggere fra lokalområdet har deres arbejde her på fabrikken.
Dertil kommer cirka 3.500 ansatte hos 100 underleverandører, hvilket betyder, at 80 procent af alle involverede i produktionen bor lokalt.
Just-in-time
De fleste, der er tilknyttet fabrikken, har valgt at have afdelinger nær fabrikken, så de kan levere delene »just-in-time«. I øvrigt har Honda en stor motorcykelfabrik i nærheden, så transportsektoren er godt repræsenteret i området.
I daglig tale kaldes Fiat-fabrikken ofte Sevel Syd, for der er også en Sevel Nord i Nordfranske Valenciennes, hvor PSA bygger Peugeot Expert og Citroën Jumpy samt Fiat Scudo.
Dog kun et par år endnu – så flytter Fiat og indleder samarbejde med Renault. I stedet for er Toyota allerede kommet ind på Sevel Nord. Men både Fiat og PSA bedyrer, at samarbejdet på Sevel Syd vil fortsætte.
På det 1,2 millioner kvadratmeter store fabriksområde er der siden begyndelsen bygget 4,8 millioner varebiler, og en ny udgave, som fortsat vil kunne fås i op mod 1.000 forskellige varianter, er netop blevet præsenteret .
56 procent med Fiat-emblem
Fiat bygger lidt flere enheder til sig selv end til PSA – nemlig 56 procent af bilerne. Blandt andet står Fiat for den største markedsandel på 75 procent i Europa af chassiser til opbygning af autocampere. Herhjemme er Fiat Ducato dog mest kendt for sin brede pallette af varebiler.
Fabrikken i Italien arbejder efter World Class Manufacturing modellen (WCM). Den består af ti tekniske punkter og ti medarbejder punkter – inklusive management. Målet er at undgå fabrikationsfejl, forsinkelser og uheld.
Efter indførelsen af WCM er fabrikationsfejlene faldet med 76 procent De seneste fem år er uheld sænket med 80 procent.
Dertil kommer forbedringerne på miljøsiden. Energiforbruget er reduceret med 33 procent, affald med 49 procent, vandforbruget med 39 procent og CO2-udslip med 41 procent.
Man er også i gang med store moderniseringer for at forbedre kvalitet og sikkerhed med blandt andet 60 nye svejserobotter og forbedring af 25 lakeringsområder samt indførelse af bedre logistik.
Den nye serie af varebiler er den første nye varebil, som har fået glæde af WCM-systemerne, og kvalitetsforbedringerne er da også åbenlyse – ikke mindst efter en køretur.
Euro 6-miljøkrav i 2016
Motorerne i bilerne er endnu på Euro 5-miljøstadiet, men i 2016 skal man være klar med at opfylde Euro 6-kravene. PSA finder selv en løsning på Euro 6-udfordringen, men Fiat har allerede deres Euro 6-motorer klar.
Endda én motor, der kører med SCR-efterbehandlingssystem af udstødningsgasser (Selective Catalytic Reduction) til de tungere udgaver og én med EGR-løsning (Exhaust Gas Recirculation) beregnet til de lettere udgaver af bilen.
Ducato kommer inden længe med en helt ny eludgave og en hybridudgave samt en naturgasudgave. De to første er udviklet sammen med det franske firma Gruau. Der benyttes såkaldte LEP-batterier, som skulle være mere avancerede end litium-ion-batterier, hvilket giver en rækkevidde op mod 150 km og en topfart på 90 km/t.
Når Euro 6-reglerne træder i kraft, vil Fiat også gå fra 3-liters motorer til 2,3 liters motorer men stadig med mange hestekræfter og højt moment (180 hk og 400 Nm). Alle motorer kommer fra FPT, Fiat Power Train.