1.000.000 procent. Så meget står inflationen i kriseramte Venezuela ifølge Den Internationale Valutafond, IMF, til at nå op på i år alene.

Den nu afdøde præsident Hugo Chavez nationaliserede landets olieværdier i 2007, og det medførte enorme summer til landets økonomi i de kommende år. Men det sydamerikanske lands økonomi er kollapset i takt med, at oliepriserne i 2014 dykkede kraftigt. Samtidig har både Hugo Chavez og hans efterfølger Nicolas Maduro været beskyldt for at have kørt landets økonomi af sporet gennem blandt andet en ekspansiv pengepolitik og valutakontroller, der gør det svært for landets erhvervsliv at importere råvarer.