»Hvor meget højere er det i dag?,« spørger en besøgende på Nyhavn en skipper på sin båd.
»En meter og noget, ik’,« lyder svaret tilbage.
Helt præcist blev vandstanden i Københavns Havn målt til at være 1,54 meter over normalen klokken 9.30 i formiddags. Dermed blev den gamle rekord på 1,52 meter fra 1921 er slået.
Og det kan tydeligt ses i Nyhavn i det centrale København. Her plejer bådene at ligge, så man kan se ned på dem. I dag ser man op på dem. Vandet er hævet så meget, at det ved trappen ned til det offentlige herretoilet går op over dørens kant. Så meget, at der efter alt at dømme også må være vand indenfor.
Langs kajen står mennesker på række med digitalkameraer, smartphones og spejlreflekskameraer og prøver at fange synet af en del af Nyhavns turistattraktioner, der står under vand. Både københavnere, jyder, japanske og engelske turister.
»Look at the water!«
Klokken 12 i dag forlod stormen Bodil ifølge DMI officielt Danmark, men op ad dagen fredag havde hun stadig lidt fat i os. Langs Nyhavn kniber de fleste øjnene sammen og pakker næsen ned under det uldne tørklæde. Små hagl blæser let rundt i den iskolde vind og minder om, at nu er vinteren begyndt.
På kajen hænger Morten Møller Nielsen, ansvarlig for Nationalmuseets fartøjssamling, med den ene arm slynget om den store bjælke på fastlandet og den anden bruger han til at binde reb om et dæk, der ligger i vandet. Den skal beskytte Pram 19 fra at få flere skader. Der er allerede »gnavet hul« i de robuste brædder.
»Det er spændende, hvor meget det stiger fra nu af,« siger han, efter han har bundet dækket fast til kajen.
Der er ikke mange centimeter op til bunden af broen, der går over Nyhavn.
»Det må helst ikke stige mere end 70 centimeter, for så risikerer vi, at den sætter sig fast på kanten. Men det tror jeg nu heller ikke, at den gør,« siger Morten Møller Nielsen.
Det er tydeligt, at han håber lige så meget, som han tror. Han måler nøjsomt med en tommestok og konstaterer, at jo - der skal omkring 70 centimeter vand mere til, før det bliver kritisk.
»Vi tog herud og sikrede det, vi kunne i aftes, og så var det bare med at håbe på det bedste. Der var jo ingen grund til at være herude, mens det stod på, vi ville hverken kunne gøre fra eller til,« siger Morten Møller Nielsen.
Morten Møller Nielsen er ansvarlig for Nationalmuseets fartøjssamling, og han var i dag nede og tjekke skibene i Nyhavn.
Han var lettet, da han kom til Nyhavn i morges. For udover et par småskrammer var skibene sluppet heldigt fra stormen.
Mindre lettet var man formodentlig i den anden ende af Nyhavn, hvor Canal Tours Copenhagen holder til. På firmaets hjemmeside kan man læse, at på grund af stormen og forhøjet vandstand er al sejlads indstillet i dag. Forståeligt nok, for stentrappen, hvor man går ned til bådene, er helt oversvømmet. Det samme er træterassen for enden af Nyhavn, bænken derpå og halvdelen af skraldespandene.
Billethuset, der ligger midt på træterassen, er bygget, så det kan tåle at stå under vand. Men det er alligevel omkring tre år siden, at Peter Blauenkjer, Copenhagen Canal Tours’ driftsinspektør, kan huske, at billethuset stod under så meget vand.
»Det er ikke noget, vi ikke har prøvet før. Det sker med års mellemrum, så vi har selvfølgelig sikret os så godt, vi kan, ved at have alle vores installationer siddende højt oppe i huset, så vi ikke får vand i nogen vitale dele,« siger han.
Copenhagen Canal Tours' billethus har stået med op til en halv meter vand inden i sig på grund af den høje vandstand.
Da han tog ned til huset klokken 7 i morges stod hele huset under vand. Peter Blauenkjer gik rundt i gummistøvler og kunne se, at vandet fossede ind under døren, selvom den var lukket. Efterfølgende har han kunnet se, at billethuset har stået med omkring en halv meter vand inden i sig.
På DMIs hjemmeside er stormvarslen om Bodil nu erstattet med varsler om forhøjet vandstand ved den jyske vestkyst og i indre farvande og/eller ved Østersøen. Men i Københavns-området har vandstanden ifølge DMI’s målinger toppet.
»Som jeg ser prognosen nu, så har det toppet. Men det vil blive ved med at stå meget højt i lang tid, fordi vandet ikke rigtig kan slippe ud igen, fordi der stadig er tryk på fra nordvest, så vandet kan ikke komme til at løbe ud igen,« siger Niels Hansen, pressechef hos DMI.
Lige nu er det i Roskilde-området, det ser mest problematisk ud, siger han. Der er vandet nemlig ikke færdig med at stige endnu.
»I Roskilde kunne det godt se ud som om, at vandstanden bliver ved med at stige ind til først på aftenen. Og de ligger allerede oppe på et niveau, de ikke har set ret mange gange historisk set. Den sidste måling siger, at de ligger på 1,57 nu (meter over normalen, red.), men at de kommer helt op omkring 1,80 som max vandstand,« siger Niels Hansen, som fortæller, at der dermed kan blive tale om en såkaldt 100-års hændelse, dvs. den vandstand, man statistisk kan forvente hvert 100. år.
Endnu vildere ser det dog ud i Holbæk. Her målte man allerede omkring middagstid vandstanden til at være 1,89 meter over daglige vande, hvilket er højere end 100-års hændelsen på 1,79 meter, skriver DMI på sin hjemmeside.
Dermed nåede vandstanden i Holbæk i dag et historisk højt niveau, da den hidtil højeste vandstand målt i Holbæk var 1,73 meter, hvilket blev målt i 1973.