Over vandet

Allerede på vejen fra Gared’Austerlitz får man en forsmag på, hvor stegende hed byen kan blive midt om sommeren, især om eftermiddagen. Så vi er glade for at have valgt at besøge den største og mest hippe tagterrasse i Paris, Nüba, til frokost og i »kun« 28 graders varme, for at få lidt luft.

Den blev åbnet for to år siden af to legendariske natklub-ejere, Lionel Bensemoun og Jean-Marie Tassy, som har Le Baron og Calvi-rockfestivalen på Korsika på deres CV. De har lejet sig ind på toppen af et nyt byggeri ned til Seinen i det sydøstlige 13. arrondissement, som huser La Cité de la Mode et du Design.

Det er et kreativt center for avantgarden med udstillinger og modeshows i ultramoderne rammer, der på afstand ligner et aflangt Pompidou-center – eller en græshoppe – med sin skriggrønne stålkonstruktion, der skjuler trappen de fire etager op til taget.

Det unge klientel, som i forvejen kommer i huset om dagen, er nærmest selvskrevne gæster, når mørket falder på, men i stedet for kun at blive brugt efter fyraften, er Nüba åben fra om formiddagen, og tiltrækker derfor mange forskellige typer gæster.

Vi får en let brise, udsigt over det moderne byggeri, som spreder sig her østpå i Paris, og en næsten beachclub-agtig atmosfære med levende træer og blomster, græs på restaurantens tag, store markedsparasoller og kulørte lamper samt et miks af solsenge, regnbuefarvede plasticstole og picnicborde med bænke.

Man kan nøjes med at slappe af med drikkevarer eller starte heroppe med brunch, men det store træk kommer til frokost, og igen til middag, hvor den vietnamesiske kok Christian Nguyen skaber små, lækre café-retter med et moderne asiatisk twist, inden »aftenholdet« overtager, når bartender og DJ indtager deres pladser og spiller op til fest.

Hvor: 36, quai Austerlitz. Hvornår: hele året i godt vejr, mandage lukket, øvrige dage kl. 12-05, dog kun til 02 på søndage. Metro: Gared’Austerlitz. Info: nuba-paris.fr

Ved vandet

For alle, som har prøvet at lege romantisk pariser ved at sidde på kajerne mellem de mest centrale af broerne med et flûte og en flaske rødvin, er det ren luksus at komme ned til Seinen for atmosfære og afkøling i den måned i juli-august, hvor bystyret etablerer Paris Plage.

Det er strengt forbudt at bade i den grøngrumsede flod, selv om kviksølvsøjlen på sommer-termometret indimellem kan give lyst til en svalende dukkert. I stedet fandt borgmesteren for 13 år siden på at gøre dele af det populære kaj-område til en bystrand for indbyggere og turister, komplet med sand, parasoller og liggestole, og lovede på sigt at gøre Seinen ren nok til et hovedspring og nogle svømmetag.

På en tre kilometer lang strækning gennem det historiske Paris mellem Louvre og Pont Sullykan man nu gøre alt det, man ellers skal til Deauville efter: sole, dase, lave tai-chi, klatre på kajens høje mure, springe ind i kølende sprinkleranlæg, købe is og drikkevarer, spille bordfodbold under broerne og træde af på naturens vegne i de små toilethuse.

For otte år siden udvidede man Paris Plage-konceptet ved Bassin de la Villette i 19.arrondissement mod nordøst, så man vitterligt kan få dyppet tæerne. Det er muligt at sejle i kajak og joller, ro i både ogpedalere på vandcykel, og der er sørget for boules-baner og små restauranter ved kajen af det kommunale anlæg.

Hvor: højre bred af Seinen fra Pont Neuf til Pont Sully og Quai de la Loire. Hvornår: gratis adgang indtil 18.august kl. 9-24. Metro: Hotel de Ville og Jaurés. Info: paris.fr

I vandet

Selv om det helt tilbage i 1980erne blev lovet at gøre Seinen ren nok til at svømme i, er løftet stadig ikke blevet indfriet. Kun næsten, for vandet i Piscine Joséphine Baker på venstre bred i det 13. arrondissement er faktisk vand fra floden, som bliver hentet op, renset og filtreret, inden det pumpes ud i den 10 x 25 meter store klorvandspool, og i øvrigt cirkuleres tilbage igen efter brug, renere end da det kom op.

Man kommer faktisk ikke nærmere at svømme i Seinen end her, selv om man svømmer ovenpå den.

Poolen blev designet specielt til dette formål af arkitekten Robert de Busni i 2006 ved at placere den på en ny pram i stil med dem, som stadig udgør en stor del af trafikken på floden.

Det var lidt af en arkitektonisk udfordring, for borgmesterkontoret ville holde løftet til pariserne derhen, at man kan svømme i det fri, når vejret tillader det. Derfor har arkitekten konstrueret et firkantet glasloft, der kan skydes til side, så der både er åbent mod himlen, men også ud mod floden, der giver fornemmelse af at være tæt på flodens vandoverflade, og i øvrigt have udsigt til de fire glastårne, som huser nationalbiblioteket.

Det er mere stedet for en dukkert end seriøs svømning på grund af det forholdsvis lille bassin, og stilen understreges af den lille børne/pjaske-pool og i højde med kajen lounge-området med liggestole samt sauna, hammam, jacuzzi og en lille café.

Selvom poolen er opkaldt efter entertaineren i banan-skørtet, er det er ikke stedet at eksperimentere med sit badetøj. Fordi det er et offentlig sted, stilles der krav om passende, anstændigt og hygiejnisk udstyr. Det betyder badehætter til begge køn, også selv om man er skaldet eller meget kortklippet, stramtsiddende badebukser til drenge og mænd (i stedet for løse badeshorts med vide ben) og valget mellem bikini og hel badedragt for piger og kvinder.

Hvor: 21, quai Francois Mauriac. Hvornår: hele året, åbningstider varierer efter sæson, men som regel kl. 7-20, nogle sommerdage til kl. 23, adgang i 2 timer koster 5 euro (ca. 40 kr.). Metro: Quai de la Gare og Bibliotéque Francois Mitterand. Info: carilis.fr