journalist

DET GAMLE KØBENHAVN
Hos kvinder, der har ført et luksuriøst liv med liden aktiv bevægelse og med en hverdag præget af velstand og stillesiddende sysler, finder man ikke sjældent en sådan – om ikke just sygelig – så dog abnorm tilstand i underlivsfunktionerne, at det i høj grad vil være tilrådeligt med en kur i Carlsbad som forebyggelse mod de ingenlunde sjældne onder, der kan indfinde sig, navnlig hysteri og desorganisation i livmoderen.

Det var der videnskabeligt belæg for at hævde i midten af 1800-tallet, og derfor var det almindeligt, at den del af borgerskabet, der havde tid og råd til at afsætte seks til otte uger på et kurophold ved et af de berømte badesteder i Tyskland eller Bøhmen, rejste ud for at opleve mineralvandets forunderligt helbredende virkning. Herrerne havde selvfølgelig også deres skavanker, som mestendels handlede om problemer med fordøjelsen og reproduktionsapparatet, men også til behandling af disse lidelser kunne man være forvisset om kildevandets gavnlige indflydelse, når blot vandet havde det rigtige indhold af mineraler.

Sygdom er hver mands herre, og da det i sagens natur kun var de økonomisk bedst stillede, der havde mulighed for at søge helbredelse på et dyrt og fjernt liggende kursted, var det en lykkelig begivenhed, da bestyrelsen for Rysensteens Badeanstalt ved Langebro i 1831 fik privilegium på at åbne en afdeling med helbredende mineralvande. Når man så bort fra enkelte tilfælde som forgiftninger og manglende frugtbarhed, havde mineralvand anvendt som bad imidlertid ingen dokumenteret virkning, men en fryd var det angiveligt at stige ned i et badekar fyldt med kulsyre og snart efter føle en prikken og stikken i huden, der hurtigt blev fulgt op af en forøget varme og en svulmen i lænderegionen. Blev man længere i badet, mærkede man tyngde og spænding i hovedet, dernæst døsighed, og det var derfor vigtigt, at netop hovedet blev holdt oven vande. Til det formål var badekarrene forsynet med et låg, som af sikkerhedshensyn sluttede så tæt omkring halsen, at hovedet ikke kunne passere igennem.

Blot tre år senere opførte en kreds af fremtrædende borgere på en grund i Kongens Have ud mod Gothersgade et helt kompleks af bygninger, som fik navnet Rosenborg Brøndanstalt, og hvor et stigende antal gæster gennem 1800-tallet fik glæde af mineralvandets fortrinlige egenskaber udvortes såvel som indvortes. En frisk og naturlig kilde springer ganske vist ikke op af undergrunden på dette sted, hvor den ildelugtende stadsgrav i århundreder havde strakt sig, men der blev indrettet en fabrik, som på kunstig vis producerede mineralvand og limonade af højeste kvalitet og med alle de sundhedsfremmende egenskaber, man kunne ønske sig. Ved hjælp af forskellige ingredienser som soda, destilleret vand befriet for den brankede lugt og smag, der var så almindelig, og kulsyre udviklet af finstødt marmor ved hjælp af fortyndet svovlsyre og dertil en næsten videnskabelig teknik formåede Rosenborg Brøndanstalt at fremstille de samme produkter, som folk rejste ud i Europa for at nyde på stedet. I København kunne man få vandet på flaske beregnet til forsendelse, men det bedste resultat opnåede man uafviseligt ved selv at møde op og få et bæger med iskoldt vand direkte fra beholderen stillet til rådighed. En sagkyndig var til stede, når drikningen begyndte hver morgen, for det var en gylden regel, at mineralvand skulle drikkes langsomt og i små mundfulde, hvis maven var gået i stykker, og at man altid sluttede med et varmt bad og en spadseretur i haven.

I 100 år eksisterede Rosenborg Brønd­anstalt, men pø om pø mistede vandet sin virkning. Kunderne forsvandt, og da man i 1929 efter endeløse diskussioner besluttede at udvide Gothersgade, blev mineralvandsfabrikken i Kongens Have revet ned.