For hvert nyt samarbejde mellem Tim Burton og Johnny Depp sætter man sig forventningsfyldt til rette i de bløde biografstole og glæder sig. Med næstenmesterværker som »Edward Saksehånd«, »Ed Wood« og »Sweeney Todd« i erindringen ved man, at man så godt som aldrig bliver skuffet. Også selv om Burton ikke lige skulle ramme topformen.

Helt godt går det desværre ikke med de to krøllede hjerner og tætte samarbejdspartnere denne gang. »Dark Shadows« er en vampyrparodi, der har nok i sit eget skøre univers, og det gør, at der ikke rigtigt er hverken satirisk bid i løjerne eller bliver leget nok med klichéerne til, at de drejer filmhistorien bare en kvart omgang.

Introduktionen af hovedpersonerne går nogenlunde. Johnny Depp spiller Barnabas Collins, der af en heks fra Helvede (Eva Green) blev fordømt til et liv som vampyr tilbage i anden halvdel af 1700-tallet. Ved et tilfælde finder nogle arbejdsmænd hans kiste, og han får mulighed for at slippe ud af sine jernlænker.

Vi skriver 1972, og der varmes op til et møde mellem det sorte gotiske look og 1970ernes spraglede hippiegevandter. Mellem gammeldags sprog og nymodens musik. Mellem vampyr og hippier - »de meget unge og ubarberede mennesker« - som Barnabas kalder hippierne, inden han suger deres blod og dræber dem.

Historien er ikke kompleks og lad mig sige med det samme, at det faktum, at filmen er baseret på en amerikansk TV-serie fra slutningen af 1960erne, der blev sendt på ABC i dagtimerne, vil gå helt hen over hovedet på de fleste europæere. Barnabas genfinder sit gamle slot Collinwood Manor, hvor hans efterkommere i den lille kystby er marginaliseret af en djævelsk kvindelig fiskekonservesmagnat. Hun er Barnabas gamle skræk fra for to hundrede år siden i forklædning, og kampen tages op igen. Konfrontationen er mest morsom, når hun lokker ham til at elske, som vampyrer gør det. De ruller ikke kun rundt på gulvet, som vi andre, men tager vægge og lofter i brug.

Farveladefestival

Barnabas er ikke nogen helt rigtig vampyr, som vi kender dem fra vampyrfilmhistorien, for han kan tåle både sollys og vand, og familielægen på Collinwood arbejder på at gøre ham til menneske igen med blodtransfusioner. I det hele taget skøjter Burton på den muntre overflade i »Dark Shadows«, der forsøger at begå sig på de gode skuespillere og de gakkede situationer tilsat 70ermusik fra så mange forskellige genrer, at både Black Sabbath, The Carpenters, Marc Bolan, The Moody Blues og Iggy Pop kan høres.

Der er bare aldrig for alvor mere at grine ad end selve den konkrete groteske og farverige modsætning mellem vampyren og 1970erne. Budgettet er stort nok til, at soundtracket bugner af rigtig meget god musik, og scenograferne har kunnet fabrikere et look a la »Sleepy Hollow«, men det er og bliver farveladefestival uden klart motiv.

Langt hen ad vejen vil man så gerne kunne lide »Dark Shadows«, men selv en Tim Burton kan fejle, selv om man længe forsøger at nægte det over for sig selv. I sidste kvarter går det helt op i en blanding af slapstick og voldsomme ildebrande, så man til sidst sidder med overgearede filmreferencer som »The Witches From Eastwick« og »Death Becomes Her« i erindringen. Dårlige film af gode instruktører. Vi er meget langt fra Tim Burtons næsten-mesterværker og endda også et godt stykke fra hans solide film som »Alice i Eventyrland«. Vi er helt nede i bunden af hans produktion mellem »Mars Attacks!« og »Planet of the Apes«.