Bekendelse: Jeg troede, at irakerne og afghanerne ville gribe de demokratiske værdier med kyshånd. Jeg tog fejl. Vi tager fejl, når vi tror, at hele verden elsker demokrati. Hele verden elsker, som vi, sit eget. Den del af begrundelsen for at gå i krig i Irak og Afghanistan, der gik ud på, at vi ville hjælpe de stakkels mennesker til et liv i demokratisk frihed, var ren værdi-imperialisme. Punktum. Et arrogant forsøg på at trække europæiske værdier ned over hovedet på folk, der ikke har bedt om det. Kolonitidens kristne missioner om igen. Det var i bedste fald naivt, i værste fald nedladende. Ikke godt. Den anden del af krigsbegrundelserne, der gik ud på, at man ville stabilisere såvel Irak som Afghanistan, før deres uroligheder spredte sig til Vesten, står jeg ved. Jeg tror stadig på, at det er vigtigt, at vi forsøger med militær indsats at forebygge netop den slags indvandringsstrømme, som vi er vidne til nu. At vi ikke lykkedes med vores værdi-missioner i Irak og Afghanistan, er en rå erfaring, som må være helt afgørende i Europas måde at håndtere de mange tililende mennesker på.
Et uomgængeligt faktum er, at de mange mennesker, der søger mod Europa, ikke er europæere. Det er ikke tyske flygtninge som efter krigen. Eller polske landarbejdere. Selv i det flygtningebegejstrede Tyskland er man urolig for integrationsudfordringen. Der er en værdi-udfordring. Thomas Schmid, udgiver af Die Welt og tidligere chefredaktør på avisen, formulerer det på følgende måde: »Lige fra hvordan man sorterer skrald til forholdet til kvinder og homoseksuelle: Forskellige værdier støder sammen, der skal møjsommeligt forhandles om sameksistensen.«
Fordi de tyske politikere ignorerer den alvorlige udfordring, det er, at integrere mennesker med helt anderledes kultur og værdier end de tyske, reducerer politikerne det tyske samfund til en konturløs menneskemængde uden særlige værdier, der har fortrinsret. Schmid fortsætter: »Netop i Tyskland burde man ellers vide, at det er alt andet end en selvfølge med et velfungerende samfund skabt i fællesskab med et pålideligt rets- og socialsystem og respekt for menneskerettigheder såvel som for mindretal.« Bom. Det er, hvad denne flygtningesituation udfordrer os på. Alt, hvad vi foretager os, bør sigte på at konsolidere det demokrati, vi selv er så glade for, men som vi må erkende, at alle de, der kommer, ikke absolut respekterer.
Alene af den grund, at langt de fleste af de mange tililende mennesker ikke bare har en anden kultur. Men de har en kultur, der er uadskillelig fra deres tro. Modsat de europæiske demokratier, hvor tro og demokratiske værdier over år er blevet adskilt. Adskillelsen er afgørende, for det er netop adskillelse af tro og menneskerettigheder, der baner vej for trosfrihed. Men den stiltiende forudsætning er, at ubetinget alle, uanset tro, respekterer de demokratiske frihedsrettigheder.
Det er tindrende naivt at tro, at millioner af syrere har ladet deres tro og kulturelle værdier blive i Syrien. Man taler om at sikre grænser, men hvordan Europa vil sikre sine værdier, er lige nu vigtigere end alt andet.