Antallet af biler på Amagerbrogade skal halveres, og gaden skal gøres mere fodgænger- og cyklistvenlig, mener Københavns miljø- og teknikborgmester Ayfer Baykal (SF). Men Venstres hovedstadsordfører, Martin Geertsen, har kun hovedrysten tilovers for forslaget og vil i en række spørgsmål bede transportminister Henrik Dam Kristensen (S) om at gå ind i sagen.
- Det er helt ubegribeligt, med hvilken præcision venstrefløjen i dansk politik nationalt og lokalt forsøger at genere de mange familier, som har brug for bilen til at få familie-, arbejds- og fritidsliv til at hænge sammen. I Venstre er vi meget skeptiske over for venstrefløjens korstog imod hovedstadsfamilier med behov for bilen, siger Martin Geertsen.
Martin Geertsen, som er tidligere kultur- og fritidsborgmester i København, er desuden bekymret for, hvad en begrænsning af biler vil betyde for butikslivet på Amagerbrogade.
- Vi kan frygte, at venstrefløjen i København er i gang med målrettet at ødelægge det lokale handelsliv på Amager, nøjagtig som vi så det i forbindelse med betalingsringen, siger Geertsen.
Han pointerer, at han meget gerne vil have forbedrede forhold for cyklister og fodgængere, men at der også bør være plads til bilisterne.
- Vi er nødt til at vide, hvilke overvejelser borgmesteren har gjort sig om en forbedring af den kollektive trafik. Det må jo ikke ende med, at københavnernes mobilitet forringes, siger Martin Geertsen.
Hos FDM undrer man sig over, at forslaget kommer, inden Folketingets trængselskommission om et par netop skal foretage vurderinger af de trafikale udfordringer i København.
Der er afsat 120 millioner kroner i budgetudspillet til at gøre Amagerbrogade til »en af Københavns bedste strøggader«.