For lidt og lidt for sent.
Det er ikke nok for Venstre, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) nu viser villighed til at vende en mulig indeksering af børnechecken med Europa-Kommissionen.
Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) vil have mere.
»Vi ønsker konkrete værnsregler, og vi afventer, at regeringen spiller ud med et konkret forslag,« siger Lars Løkke Rasmussen under tirsdagens spørgetime i folketingssalen.
En indeksering vil betyde, at udbetalingen af børnechecken til borgere fra andre EU-lande vil være afhængig af leveomkostningerne i det land, som modtageren af børnechecken kommer fra. Forslaget kommer fra Venstre og er tidligere blevet afvist af skatteminister Morten Østergaard (R).
Men nu siger Helle Thorning-Schmidt, at forslaget er interessant.
»Problemet er bare, at vores (regeringens, red.) jurister siger, at det ikke er lovligt,« siger statsministeren.
Derfor vil hun nu spørge Europa-Kommissionen, om forslaget overhovedet har gang på jorden.
Statsministeren svarede igen på Lars Løkke Rasmussens krav om konkrete forslag omkring børnechecken fra regeringen med at invitere Venstre og de Konservative til forhandlinger om en løsning.
Og det takkede Lars Løkke Rasmussen vist nok ja til.
»Regeringen har selv skabt den situation, som regeringen befinder sig i. Vi vil gerne hjælpe regeringen ud af suppedasen, men det kræver, at regeringen tropper op med forslag, som den selv vil stille sig bag, og som kan nyde folkelig opbakning,« sagde han.