V afviser national handlingsplan
Venstre afviser på forhånd SFs forslag om en national handlingsplan over for blandt andet Blågårdsgadekvarteret. Det er en opgave for politiet og for Københavns kommune, mener regeringspartiets retsordfører.
Venstre afviser på forhånd SFs forslag om en national handlingsplan over for blandt andet Blågårdsgadekvarteret. Det er en opgave for politiet og for Københavns kommune, mener regeringspartiets retsordfører.
SFs retsordfører, Karina Lorentzen, kan godt glemme alt om en national handlingsplan, der skal rette op på udsatte boligkvarterer, inden hun har fremlagt ideen for justitsminister Lars Barfoed. Hendes retsordførerkollega for Venstre, Kim Andersen, er enig i, at der skal handles oven på episoder som den, hvor en Netto på Blågårdsgade har måttet lukke pga. vold og dødstrusler mod flere ansatte - men en national plan hopper han ikke med på.
- Vi er naturligvis enige i, at der skal herske lov og orden. Også omkring Blågårds Plads. Men en national handlingsplan har SF foreslået mange gange før. Det er gammel vin på nye flasker. Vi skal ikke bruge mere tid på planer og skrivebordsarbejde. Vi skal gribe til handling her og nu, og det er en politimæssig opgave, som vi forventer, politiet løser, siger han til berlingske.dk
Læs også: Netto lukker butik efter dødstrusler
Samtidig mener hun, at Blågårds Plads ikke kun er en opgave for Københavns kommune og ikke kun et spørgsmål om mere forebyggende arbejde og mere politi. Den pibe vil Kim Andersen heller ikke danse efter.
- Det er i første omgang Københavns Kommune, der skal gå foran. Det er der, opgaven ligger. Det kan ikke nytte noget at flytte fokus. Det her er kriminalitet, det er en politimæssig opgave, siger han.
Også Dansk Folkepartis boligordfører, Anita Knakkergaard, peger flaskehalsen tilbage på Københavns Kommune i forhold til at løse problemerne på Nørrebro.
- Det er sådan, at Københavns Kommune faktisk har en række nyttige redskaber til sin rådighed, der kan begrænse ghettoproblematikken, men de undlader at gøre det, skriver Anita Knakkergaard i en pressemeddelelse og hentyder til, at der i 2009 blev vedtaget en række tiltag mod ghettofisering i Folketinget.
Blandt andet nævner hun muligheden for at ændre beboersammensætningen ved at udleje et antal boliger i for eksempel Mjølnerparken uden om ventelisterne til ressourcestærke lejere.
- Jeg mener, at det er det socialdemokratiske styre i Københavns pligt at udnytte de værktøjer, som et flertal i Folketinget har givet dem, ellers svigter styret i København byens indbyggere, skriver Anita Knakkergaard.