Stormen "Alexander" er kommet til Danmark. I Kegnæs på Als har DMI registreret vindstød af stormstyrke svarende til over 25 m/s. Det oplyser vagthavende meteorolog hos DMI Frank Nielsen.

»Der har været et par enkelte stykker af dem i det sydøstlige Jylland, så det er de første tegn på, at stormen er ved at gå i land,« forklarer han.

Fra nu af bevæger stormen sig ind over Danmark. Først på aftenen er det Fyns tur. Derfra uddybes lavtrykket, og der kommer lidt mere fart på vinden i landets sydlige dele.

Så hvis man skal krydse Storebæltsbroen for at komme hjem til familien og holde weekend, skal man se at komme afsted. Sund & Bælt anbefaler, at man så vidt muligt planlægger at køre over Storebælt på andre tidspunkter end mellem 16 og 21, hvor vindstød af stormstyrke kan ramme Storebæltsbroen og medføre lukning.

I København forventes stormen at toppe mellem 21 og 22 - igen med vinde af stormende kuling. Og på Bornholm kulminerer det hele så omkring 22-tiden med vindstød af orkanstyrke.

DMI forventer, at stormen har sluppet sit tag i Danmark allerede inden døgnet er omme.