»Høj sol med et UV-indeks på over 3«.

Sådan kan vejrudsigten lyde, når det er godt sommervejr med solskin i Danmark. Men ud over den skyfri himmel, så er oplysningen om UV-indekset sort snak for mange danskere. Det viser en undersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse foretog sidste år blandt over 4.000 danskere.

Når UV-indekset er på 3 og derover, er det nødvendigt at beskytte sig i solen med for eksempel solcreme, solhat eller i ly af parasollen. Men 37 procent af de adspurgte svarer »ved ikke«, når de bliver spurgt om, hvornår man skal beskytte sig.

»Jo mere UV-stråling, man udsættes for, og jo flere solskoldninger man får, jo større er risikoen for at udvikle hud- og modermærkekræft. UV-stråling kan hverken ses eller mærkes, og derfor er UV-indekset et rigtig godt værktøj til at orientere sig om, hvornår man skal beskytte sig i solen,« siger Peter Dalum, der er projektchef i Solkampagnen, som Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden står bag.

Peter Dalum er dog glad for, at undersøgelsen også viser, at de fleste danskere har hørt om UV-indekset. Han ser det som en vigtig opgave at give danskerne en håndsrækning i forhold til at bruge UV-indekset korrekt.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse registreres der 15.200 nye tilfælde af kræft i huden om året i Danmark. Det anslås, at ni ud af ti af disse tilfælde skyldes den skadelige UV-stråling fra sol og solarier. Modermærkekræft er den hyppigste kræftform blandt unge kvinder i alderen 15-34 år i Danmark, og den næsthyppigste blandt unge mænd i samme aldersgruppe.

Solkampagnen står bag en ny app, som viser det aktuelle UV-indeks og kan sende en automatisk påmindelse, hvis UV-indekset rammer 3 eller derover.