Erik Poppes spørgsmål var naturligvis retorisk, for svaret må nødvendigvis være »aldrig«. Derfor er der ingen grund til at vente på den rette tid. I stedet bør man fokusere på den rette måde. Og den har Erik Poppe heldigvis fundet. »Utøya 22. juli« er barsk, næsten ubærlig at sidde igennem, men den er også fortalt med en respekt for og kærlighed til ofrene, der skinner så stærkt igennem, at det giver mening at kalde filmen en hyldest til ungdommen. Til dem, der lever – og dem, der døde.
Filmen starter med klip fra attentatet i Oslo. Ægte arkivbilleder af en eksplosion. Chok og tumult. Derefter klippes effektfuldt til en ung pige, Kaja, der står midt i en regnvåd skov. Hun taler tilsyneladende direkte ind i kameraet til os: »I kommer aldrig til at forstå det. Bare hør efter, hvad jeg siger«.