Lolland er allerede ramt af tordenbyger, og store dele af Danmark kan forvente skybrud, torden og hagl i løbet af dagen.
De steder i landet, hvor skybruddene bliver værst, kan der falde mellem 30 og 40 millimeter regn i løbet af dagen.
Det oplyser Danny Høgsholt fra TV 2 Vejret og Bill Vejdegren fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) til bt.dk.
»Det er en meget kryptisk vejrsituation, hvor skybruddene kan koge op som små popcorn og forsvinde hurtigt igen. Det er utilregneligt, og derfor er det umuligt at sige, hvor den næste byge popper op om en time. Det svarer til at sige, hvor den næste boble popper op i en gryde med kogende vand,« siger Danny Høgsholt.
DMI udsendte tidligere risikovarsel om skybrud, hagl og torden i flere dele af landet.
Udover Lolland vil uvejret starte langs en koldfront, der ligger som et 60-70 kilometer bredt bælte ned gennem landet i det østlige Jylland. Danny Høgsholt forklarer, at koldfronten kun meget langsomt bevæger sig mod øst.
»Når solen får fat, og det hele begynder at koge op, er det langs den koldfront, at der vil komme torden. Derfor vil bygerne først ramme hovedstadsområdet senere på dagen. København vil sidst på dagen opleve kraftige byger, mens Bornholm først i morgen vil opleve de kraftige byger,« siger Bill Vejdegren.
Ved skybrud forstås, at der falder mindst 15 millimeter regn på en halv time. Men de utilregnelige byger kan sagtens blive værre end det.
»De steder, hvor der går hårdest for sig, kan vi komme til at se mellem 30 og 40 millimeter regn. Men det er lokale byger,« forklarer Danny Høgsholt.
DMI advarer om, at det kraftige tordenvejr medfører fare for lynbrande, mens den store mængde nedbør kan føre til oversvømmelse i lavtliggende områder som kældre og give glat føre.