»Den var ikke gået her i byen, han havde fået fem kolde los i røven,« siger Svend Møller Nielsen, som er barejer i Herning.

Samtalen er igen faldet på venstreformand Lars Løkke Rasmussen og tøjsagen, som de seneste par uger synes at have stillet partilederen mere og mere afklædt.

»Her betaler vi sgu selv for vores tøj,« fortsætter han, alt imens bargæsterne, som har valgt at bruge dagen på et spil skomager ved byens eneste fullsize billardbord, nikker.

Alle er de enige om, at Lars Løkke Rasmussen burde smutte fra posten som partiformand hurtigst muligt.

Herning er ellers, hvad der bedst kan betegnes som Venstres hjemmebane. Ved folketingsvalget i 2011 stemte fire ud af ti vælgere i Herning på Venstre, og ved kommunalvalget i 2013 gav hele 57,7 procent af vælgerne i byen deres støtte til Venstre.

Herning har dermed rekorden som den kommune, hvor den største andel af vælgere satte deres lid til – og kryds ved – Venstre. Det er dog ikke partipatriotisme, Hernings gader flyder over med i disse dage, fortæller gæsterne på sportscafeen »Drop inn« i Bredgade i Herning.

»Folk her i byen er ret enige om, at Løkke har klokket i det,« lyder snakken over bardisken.

Den politiske storm, som Lars Løkke Rasmussen lige nu befinder sig i, tog sin begyndelse 13. maj, da Ekstra Bladet kunne afsløre, at Venstre, havde købt dyrt, eksklusivt herretøj og sko for i alt 152.000 kroner til Lars Løkke Rasmussen, mens han var statsminister.

Derudover kom det frem, at Løkke Rasmussen også af partiet har fået betalt flybilletter til familiemedlemmer, og at Lars Løkke skulle have røget på ikke-rygerværelser og efterfølgende have ladet partikassen betale for rengøringen.

Forlader man Herning og kører mod Ikast, er der også revner at spore i det klassiske glansbillede af den trofaste Venstre-støtte, den midtjyske gårdejer.

»Han opførsel er, hvad man kan kalde uopdragen, det går ikke, det går simpelthen ikke,« siger Karsten Willumsen, som er medejer af Kjargaarden I/S.

Karsten Willumsen driver gården, som producerer fedekalve, slagtesvin samt kartofler, byg og majs sammen med blandt andre broderen, Jørn Willumsen, og faderen, Niels Willumsen. Såvel far som søn har altid stemt på Venstre og har involveret sig i partiets lokale forening. På gården har man dog fået nok af partiformanden.

»Det er jo en katastrofe for vores parti det her. Lars Løkke er en dygtig politiker, men når man har med offentlige midler at gøre, kan man bare ikke forvalte på den måde. Den form for sløseri med bilag – sådan noget forstår jeg slet ikke,« siger Niels Willumsen.

På gården er de enige om, at Lars Løkke Rasmussens omgang med penge, ikke stemmer overens med den midtjyske mentalitet.

»Det kan godt være, at 150.000 kroner er småting i det store billede, men vi er i Midt- og Vestjylland. Vi er vandt til at betale for kaffen selv til møderne i lokalforeningen, så kan man ikke acceptere, at han bare bruger løs på tøj.

Det er ikke kun i det midtjyske, at tålmodigheden med Lars Løkke Rasmussen er ved at slippe op. Senest har en meningmåling foretaget af Gallup for Berlingske vist, at hele 39 procent af de adspurgte Venstre-vælgere ønsker Lars Løkkes afgang som formand i kølvandet på rækken af bilagssager, hvoraf tøjsagen er den seneste.

Partiet står desuden i en ny Megafonmåling foretaget for TV 2/Politiken til blot at få 19,3 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen, hvilket slår Venstre af pinden som Danmarks største parti overhalet af både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.

De dårlige målinger er heller ikke gået ubemærket hen i Venstres bagland, som ellers har tradition for at forholde sig loyalt og tavst selv i krisetider. Her har en række kritiske røster krævet Løkkes afgang som formand for partiet. En af disse røster tilhører Henning Fruergaard-Pedersen, som er medlem af partiets bestyrelse i V-højborgen Viborg.

»Vi har givet vores formand mandat til at sige: Nu er det nok med Lars Løkke,« siger han.

Ud over de lokale stemmer har to sjællandske medlemmer af Venstres magtfulde forretningsudvalg, Elo Jensen og Knud Vincents, udtalt, at de helst ser Lars Løkke Rasmussen forlade formandsposten. Løkke har på eget initiativ indkaldt Venstres hovedbestyrelse til et ekstraordinært møde tirsdag, hvor hans opbakning og dermed fremtid i partiet er på dagsordenen. Venstre-formanden går dermed ind til en af de mest afgørende uger i hans politiske karriere.

»Lige nu er det op ad bakke og med vinden direkte ind i ansigtet. Det kan man godt overkomme, hvis man vil. Og det er jeg indstillet på – hvis I vil,« sagde Lars Løkke efter valget til Europa-Parlamentet, hvor Venstre gik tilbage fra tre til to mandater.

Kører man tilbage mod Herning, støder man lidt uden for byen på Herning Golfklub. Her har snakken om Lars Løkke Rasmussens tøj også sneget sig ind på greens.

»Jeg tror ikke engang, jeg har brugt 150.000 på tøj i hele mit liv. Jeg synes det er ekstravagant,« siger tidligere salgsdirektør og mangeårig Venstre-vælger Henrik Stigel.

Han frygter, at især marginalvælgere vil flygte fra partiet. »Jeg kunne godt finde på rykke min stemme fra Venstre ved næste valg udelukkende på grund af Løkke,« supplerer golfkammeraten Niels Erik Slot, som ellers har stemt Venstre ved de seks seneste valg. Fælles for de mange Venstre-vælgere er, at de alle – fra landbrugsbedriften til golfbane – har svært ved at se en oplagt alternativ kandidat til statsministerposten. Selv Kristian Jensen, som ellers er et barn af egnen, finder ikke opbakning til at forfølge formandskabet.

»Jeg mangler en stærkt Venstre-kandidat til statsministerposten, der er ikke noget oplagt emne lige nu. Det skulle da lige være vores borgmester, Lars Krarup, han har gjort så meget godt for byen, ham så jeg gerne som statsminister,« siger Henrik Stigel.

Det kunne barejer i Herning, Sven Møller Nielsen, ikke være mere enig i:

»Han ville klare det fantastisk, men de får ham ikke, vi beholder ham her.«

Og der er heller intet, der tyder på, at det bliver aktuelt. Lars Krarup har nemlig været ude at forsvare sin partiformand og advaret kraftigt imod at partiet udskifter ham.

»Jeg er da smigret over at få den slags støtte her fra hjemegnen. Men Løkke er enestående til det politiske håndværk og den rigtige til at lede Venstre,« siger Herning-borgmesteren.