Hvor forkert er forkert, før det bliver en forbrydelse? Gudmund Hatt giver et svar.

Efter besættelsen blev han som den eneste danske professor dømt af en tjenestemandsdomstol. Han havde under krigen udvist »nationalt uværdig adfærd«, lød det i afgørelsen. »En af de slubberter, som (...) indyndede sig hos voldmændene,« som en socialdemokratisk politiker sagde med en perfekt spejling af tidens kog-og-skum.

En af dommerne håbede dog – skrev han – at dommen kunne stå for »en nærmere prøvelse« i fremtiden.

Den danske kulturgeograf, adjungeret professor ved Lunds Universitet, Henrik Gutzon Larsen, foretager i den nye udgave af tidsskriftet Journal of Historical Geography sådan en »prøvelse«.

Og hvad er svaret så?

Som så ofte i den slags sager: Lidt mere kompliceret end det tog sig ud efter besættelsen.

Gudmund Hatt er en skikkelse, som kan være svær at forestille sig i dag. Han var professor i kulturgeografi ved Københavns Universitet, men han spændte så vidt, at han formentlig i dag ville falde for janteloven, før han faldt for andre love: Fra antropologi til udenrigspolitik, fra jernalderudgravning i Nørre Fjand til indianermokkasiner i Oklahoma, fra ø-kultur til storrum – Hatt kunne det hele. Han var en mand af ord, som henvendte sig lige så meget til masserne som til sine egne, altid ex cathedra og med en aura af ukorrumperet sandhed.

Nu er sandheden imidlertid en forholdsvis forfængelig størrelse og sjældent konstant – 1940 var således mere end fem år fra 1945 – og professoren var for stiv, stolt eller naiv til at forstå det, skriver Henrik Gutzon Larsen.

Gudmund Hatt var en småstatsrealist i en tid, hvor forskere talte om stormagters fysiske livsrum eller storrum, som var de en naturlov. Før krigen havde USA, Frankrig og Storbritannien deres storrum, Japan, Sovjetunionen og Tyskland havde ikke, og det var helt naturligt, at de tre sidstnævnte ville forsøge at krige sig nye arealer og ressourcer til. Ikke fordi det moralsk var rigtigt, for moral havde ikke noget med sagen at gøre, men fordi det nu engang var sådan.

De grå nuancer

Den tyske antropolog Friedrich Ratzel havde i 1901 opfundet udtrykket »Lebensraum«, og han var ikke en forrykt militarist, men professor og en af af tidens store tænkere, og Gudmund Hatt var som så mange andre geopolitiske forskere præget af Ratzels tanker. Spørgsmålet for Hatt var, hvordan et lille land som Danmark sikrede sin overlevelse, når de store lande kæmpede for livsrum, og hans svar blev skæbnesvangert: Ved at læne sig op ad Tyskland.

Gudmund Hatt var ikke nazist, han var politisk alt for kold til at bryde sig om den romantik og rørelse, der nærede nazismen, men nuancerne var grå. Han talte før besættelsen for dansk afmilitarisering og imødekommenhed over for Tyskland, han betragtede den tyske besættelse af Danmark som forståelig og det tyske angreb på Sovjet som nødvendigt – alt sammen ud fra, hvad han anså for en nøgtern videnskabelig vurdering – og han støttede den danske samarbejdspolitik.

Den forkætrede udenrigsminister Erik Scavenius var hans store politiske idol, og han følte, at han gjorde sit ved på regeringens opfordring at medstifte Dansk-Tysk Forening og holde en stribe radioforedrag, som forklarede tysk udenrigspolitik. Hatt skrev mere end 100 artikler i Berlingske og rejste fra by til by for at holde foredrag. Alt sammen »til nytte for Danmark«, som Scavenius forklarede tjenestemandsdomstolen. Det var med til at pacificere danskerne.

Forskellen på ord som »forklare«, »forstå« og »fortale« er hårfin, og det var her, Gudmund Hatt faldt igennem. Han mente geopolitisk, at tysk krigssejr var at foretrække – et stærkt Tyskland var en modvægt over for de britiske og amerikanske stormagter, og alternativet var et sovjetisk »storrum« i Europa. Derfor var Stalingrad »en tragedie«, derfor var sabotage dumt, og derfor var krigens gang »en ulykke«, for snart ville russerne sidde på halvdelen af kontinentet.

De mange opportunister

At håbe på en tysk krigssejr var »nationalt uværdigt«, mente tjenestemandsdomstolen, og det var en afgørende forskel mellem ham og samarbejdspolitikerne. Lektor Joachim Lund har i bogen »Over Stregen« skrevet om Hatt, og han fremhæver den sondring, som en førende samarbejdspolitiker, Hartvig Frisch, i 1945 kom med. Samarbejdspolitikerne var tvangsopportunister, de var tvunget af omstændighederne til »at bære byrden af omstillingen«, skrev Frisch. Gudmund Hatt var derimod lystopportunist, som »kroede sig i de sale, hvor strikken blev lagt om Danmarks hals.«

Som både Lunds og Gutzon Larsens artikler imidlertid indikerer: Det er en forholdsvis søgt sondring. På den ene side gik Scavenius f.eks. hofgang til Hitler i Berlin og udtrykte sig på regeringens vegne beundrende om de tyske sejre, og på den anden side takkede Hatt nej til at optræde i nazistiske og andre kredse, som ikke var billiget af regeringen. Hatt opfattede sig helt og holdent som samarbejdspolitikkens og især som Scavenius’ mand, men efter krigen slap den ene, mens den anden blev fældet, og Gudmund Hatt mistede sit professorat og sin anseelse og døde i 1960 som en bitter mand.

Henrik Gutzon Larsen fastslår ikke, om Gudmund Hatt var skyldig eller uskyldig, men ud fra hans dokumentation synes konklusionen uundgåelig: Samarbejdspolitikken var skånsom for Danmark som sådan, men ikke for de mennesker, som misforstod dens spidsfindigheder, og som efter krigen ikke var i en position til at frifinde sig selv.

Henrik Gutzon Larsen: Geopolitics on trial: politics and science in the wartime geopolitics of Gudmund Hatt. Journal of Historical Geography.